For intet får man 1.000 kroner. Er det dét, vi kalder velfærd?
Jeg har fået 1.000 kroner fra det offentlige, som jeg ikke engang kan levere tilbage til dem, der trænger mere. Så nu har jeg gjort, som der bliver sagt. For økonomiens skyld. Men det er vanvid.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg har fået ekstra lommepenge af staten – 1.000 kr. ”Engangstilskud Covid” stod der i posteringsoversigten på min netbank. Til mig. Hvorfor i himlens navn dog? Og for hvad?
Det er ikke synd for dem, der ikke har optjent feriepenge – sådan noget kommunistisk pladder.
Jeg læste videre: ”Du får et engangstilskud på 1.000 kr, fordi du har modtaget forsørgelsesydelse for april 2020.” Ja ja, min barselsorlov udløb den 7. april. Altså: I hele seks dage blev jeg forsørget ved en offentlig indkomstoverførsel, barselsdagpenge. Og videre: ”Beløbet har ikke betydning for ydelser fra det offentlige. Det er skattefrit, skal ikke oplyses på forskudsopgørelse, udbetales af ATP og på grundlag af paragraf bla bla” og – så kommer det kostelige: ”Du kan ikke klage over udbetalingen af engangstilskuddet.” Bum. Tvangsindlagt til at modtage 1.000 kr. fra staten. Jeg kan ikke engang udvise det såkaldte samfundssind og anmode om at betale pengene tilbage. Nej, værsgo’. Du skal! Det er faktisk din pligt.
Nu er pligt jo ellers ved at være udfaset i velfærdssamfundets vokabularium, men lige her er der så en undtagelse. Jeg har skam også allerede brugt pengene på fire små mundblæste glaslysestager fra en lokal glaskunstner, der i foråret måtte slukke ovnen, lukke butikken, håbe det bedste og tro på en højere mening med regeringens magtfuldkommenhed.
Det var vel det, der var meningen med de penge, altså at brænde dem af, for ”tilskuddet er af Folketingets tiltage for at stimulere dansk økonomi i forbindelse med corona-situationen”, stod i bemærkningen, der fulgte de 1.000 kroner på min kontooversigt. Men hør her: Når jeg med seks dage på statslig ydelse og ellers fast fin præsteløn har fået 1.000 kr. at købe lakridser for af moder stat, hvem har så ikke fået? Ingen har fået mindre i statslig ydelse under coronaen, heller ikke jeg på barsel, og det er ikke statens skyld, at jeg har fået et barn. Trods alt.
Men en tredjedel af danskerne har de seneste dage modtaget engangstilskuddet. Hvorfor? Og for hvad? For intet. Det er åbenbart ligesom med nåden – altså Guds ufortjente nåde. For intet får man 1.000 kr. af den guddommelige velfærdsstat. Det er jo mageløst. Intet skal du foretage dig. Du behøver hverken kunne skrive dit eget navn, tale dansk eller gide at stå op om morgenen for at få lommepenge af velfærdsstaten. Du kan endda være på hjemsendelsesydelse.
Hallo – hør selv, hvor buldrende vanvittigt det lyder. 1.000 kr. gange 2,2 millioner danskere på en af de utallige overførselsindkomster – ikke så sært, at skatteyderne, ja – dem, der rent faktisk står op om morgenen, passer deres arbejde og tjener deres egne penge, bliver flået både levende og døde og nu langt om længe har fået udbetalt fedtede tre uger af deres indefrosne feriepenge (resten bliver gemt til at opfylde en eller anden planøkonomisk drøm – jeg væmmes). Dem har jeg også fået. Mine helt egne penge, jeg ikke engang vil takke for at modtage.
Og nej, det er ikke synd for dem, der ikke har optjent feriepenge – sådan noget kommunistisk pladder. Og hold dog op med at give folk lommepenge af statens penge (læs: andre menneskers penge), som om skattebetalende borgere bare er en ressource, der kan bruges til at finansiere omsorgsstatens umyndiggørelse af mennesket. Og imens ser borgerligheden, med enkelte lysende begavede undtagelser som Alex Vanopslagh, stiltiende til. For velfærd giver vælgere. Og mere velfærd giver flere vælgere – eller hvad? Tja.
Men det giver også en småtotalitær stat. Og hvad værre er: Det giver uformående, forkælede, ansvarsløse borgere og med Vanopslaghs formulering ”åndelig fattigdom og armod” – mislykkede liv, tabte evner, kranke skæbner og sørgelige eksistenser på offentlig forsørgelse. Er det det, vi kalder velfærd?
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.