I ved godt, at vores klimapolitik er psykotisk, ikke?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Vores klimapolitik befinder sig i et virkelighedsforstyrret univers. De storladne tanker om, hvad vi skal gøre har ikke nogen nævneværdig forbindelse til virkeligheden, og ve den, der påpeger, at de store anstrengelser ikke har noget at gøre med at redde Jorden.

Kan man eksempelvis betegne det som andet end psykotisk, når landets ledende skikkelser taler højtstemt om at reducere C02-udslippet i Danmark, men fuldkommen ignorerer, at udledningen bare bliver skubbet til udlandet? Og kan man andet end beskrive det som psykotisk, at man vil redde kloden ved at spise mindre kød og forbruge mindre i Danmark, når det faktisk er ligegyldigt, hvad vi gør herhjemme?

Hvis man tager sin antipsykotiske klimamedicin, står følgende realiteter klart.

Verdens befolkning vokser. Vi er knap 8 milliarder i dag og befolkningstallet topper sandsynligvis omkring århundredeskiftet på 11 milliarder. Glem dommedagsretorikken om overbefolkning. for vi kan uden videre være et par milliarder mere (Danmark er i øvrigt et af de tættest befolkede lande i verden), og ja det er en fuldkommen forudsigelig udvikling, for det er mere end 20 år siden, at børnetallet holdt op med at stige. Og jo, 3 milliarder mennesker mere betyder ligeledes mere CO2.

Verdens velstand vil stige enormt. Den fuldstændigt altafgørende drivkraft i verdens økonomiske udvikling er den såkaldte indhentningseffekt. De fleste af verdens lande har underudnyttet de teknologiske muligheder for at skabe velstand og kan derfor forvente overnormale vækstrater i adskillige årtier frem. Ligesom at intet tyder på, at kineserne vil blive lige så rige som os, lige så evident er det, at de vil nærme sig vores velstandsniveau et par årtier endnu.

Det meste af verden vil opleve en voldsom økonomisk vækst, hvilket vil skabe en rigere, mere lige og grundlæggende bedre verden. Men også en verden, der vil udlede mere CO2. Det er usympatisk og faktisk en smule bims at forestille sig, at resten af verden skulle give afkald på de civilisatoriske fremskridt, vi har haft i Vesten.

Hvert år bliver vi mere effektive. Vækst er ikke nødvendigvis drevet af et øget forbrug af ressourcer, men lige så meget af teknologi, der skaber mere værdi ud af mindre. Tænk bare på computerteknologi. Produktiviteten er voldsomt høj, men det har meget lidt at gøre med fysiske ressourcer. Ja, det er ligefrem et kerneelement i produktivitetsforbedringen at få produkterne til af fylde mindre. Teknologien og væksten er vores ven. Der er en enorm CO2-besparende virkning af væksten helt uafhængigt af om nogen har tænkt på det eller ej.

Er det realistisk eller ønskværdigt at få befolkningstallet til at falde de næste par årtier? Er det ønskværdigt at fastholde store dele af verden i fattigdom? Nej, vel. En klimapolitik med forbindelse til verden som den er, bør være monomant optaget af teknologien. Intet som helst andet.

Lad mig give et kedeligt eksempel på klimapsykotisk adfærd: Vores affaldssortering. Strategien for at sortere affald er, at vi alle sammen yder et lille offer. Det er kun moderat irriterende for den enkelte, men at få flere millioner mennesker til at sortere deres affald udgør et astronomisk samfundstab. Den miljømæssige værdi er modsat til at overse, og fordi sorteringen er overladt til den enkelte bliver det aldrig nogensinde særligt godt.

Ligesom det kun er tilsvarende klimapsykotiske lande, der frivilligt påfører sig et sådant astronomisk velstandstab. Hvis vi mener, at affaldssortering er værd at satse på, burde vi stedet satse på teknologiske løsninger. Central affaldssortering helt eller delvist automatiseret. Ja, det ville tage år og milliarder i investering at udvikle.

Men det ville stadig være billigere for samfundet, end at vi alle sammen skal sortere. Og hvis det lykkedes, ville vi have udviklet en teknologi for affaldssortering, der ville kunne anvendes med enorm værdi for miljøet i hele verden.

For de mest klimapsykotiske er det selvfølgelig en selvstændig pointe, at mennesker mærker smerten ved at affaldssortere personligt. Det er en måde at gøre klimakampen til en rituel handling på med afsavn og ofre. Ligesom ikke at ville køre bil eller ikke at spise kød. Fuldkommen perspektivløse handlinger, der aldrig vil gøre noget godt for klimaet. Hvis vi rent faktisk tog klimatruslen alvorligt, ville vi som samfund fuldkommen afvise den slags erstatningsreligiøs praksis. I stedet ville vi satse på vækst gennem teknologi.

Vi kan sagtens gøre en kolossal forskel for hele verden. Men vi kan også blive ved med tale om de 70%.