Skuddrama i dag
Forstå det nu, Folketing. Vi har brug for et mobilt politi og ikke mursten.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Der er skuddrama i København.
Politiet arbejder lige nu på stedet. Tekniske specialister af alle slags arbejder med at søge og sikre spor.
Men lige så vigtigt er det, at Københavns politi er på stedet med en mobil politistation.
Det er netop sagen. En mobil politistation, hvor vidner hurtigt kan afhøres og rapporten nedskrives på stedet.
I den mobile politistation kan politiet svare på en opskræmt befolknings spørgsmål og dermed øge trygheden.
Forstå det dog Folketing. Det er ikke mursten, men mobile politistationer, der er brug for. Hver patruljevogn er en mobil politistation.
Det er et enormt fremskridt, at politiet, ikke mindst på grund af moderne teknologi, kan arbejde i mobile stationer.
Veluddannede politifolk skal ikke låses fast bag skranken i bygninger, men være hvor borgerne er og hvor forbrydelserne sker.
Forstå det nu Folketing.
De mobile politistationer er et fremskridt af dimensioner.
Det er en gammeldags tænkning, at politifolk i forreste linje, skal lukkes inde på en gammeldags politistation.
Til gengæld skal der være gode arbejdsforhold og ressourcer til, at specialisterne i politiet kan arbejde med al moderne teknologi på moderne kontorer.
Der er brug for specialafdelinger til bekæmpelse af blandt andet IT kriminalitet, menneskehandel og anden international kriminalitet.
Politikerne må komme op i omdrejninger og sætte sig ind i de faktiske forhold i politiet.
Forbrydelser, der kræver politiets tilstedeværelse på gerningsstederne, kræver, at ressourcerne ikke låses fast bag skranken på nærpolitistationer.
Den grænseoverskridende kriminalitet kræver store specialafdelinger.
Derfor har vi store politikredse, og derfor er der stadig brug for centrale afdelinger med de dygtigste specialister.
Forstå det nu og skru ikke politiet tilbage til en tid, hvor kriminalitetsmønstret var ganske anderledes.
Vi lever altså ikke i en tid, hvor borgerne ikke har telefon. Det er mange år siden, at borgerne henvendte sig på politistationen. I dag tager man mobilen.. Fortå det nu!