Frihed til det vigtigste – frihed til familien
Det skal gøres nemmere at bruge mere tid med sine små børn, hvis man for en periode ønsker at tjekke lidt ud fra hamsterhjulet. Det har familier meget ringe muligheder for i den socialdemokratiske velfærdmaskine.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg forpasser sjældent en anledning til at hylde friheden og ansvaret. Det betyder ikke mindst, at danske familier skal have ret til at leve deres liv på den måde, de ønsker. Under coronaen har mange forældre fået øjnene op for hvor meget af deres børns udvikling, de går glip af, når de til daglig bruger så meget tid fra hinanden. Jeg mener, det skal gøres nemmere at bruge mere tid med sine små børn, hvis man for en tid ønsker at tjekke lidt ud fra hamsterhjulet. Det har familier meget ringe muligheder for i den socialdemokratiske velfærdmaskine.
Tid med sin familie er også velfærd – endda af den allervigtigste slags. Langt de fleste mennesker har bedst af og ønsker at leve et liv forankret i sin familie. Imens har danske børn EU-rekord i at være i institution. Er det for børnenes skyld eller for den offentlige sektors?
Det er på tide at vende bøtten og tage udgangspunkt i familien i stedet for staten. Derfor har Liberal Alliance lanceret et familieudspil bygget på disse tre elementer:
- Skattepolitik er familiepolitik. Det betyder mindre tid med familien, at danske familier skal ase og mase for at finansiere den offentlige sektor til godt op ad onsdagen hver uge. Derfor skal arbejdende familier, der ønsker at passe eget barn hjemme, have et skattefradrag på 130.000 kr. pr. år, fra barnet er 1 år, til barnet er 3 år gammelt. Tjener man ikke nok til at udnytte det fulde fradrag, kan man få resten som tilskud - men betingelsen er at være i arbejde. Det er ikke en ny social ydelse til folk udenfor arbejdsmarkedet. Denne ordning skal erstatte de nuværende muligheder for at få tilskud til pasning af eget barn (op til 7.500 kr. i udvalgte kommuner), som er bøvlede og bureaukratiske.
- Lad pengene følge barnet. De forældre eller forælder i arbejde, som ønsker at anvende en privat børnepasser (fx mormor eller moster, der har sabbatår), skal have friheden til dette. Den udgift, som kommunen ellers ville have haft på en vuggestue/dagplejeplads, skal familien kunne anvende på en børnepasser efter eget valg.
- Frihed til forskellighed gælder også for børnepasning. Det skal være lettere at oprette fri- og privat vuggestuer og børnehaver. I dag er der ikke bare fornuftige krav, såsom, at tilsynsreglerne skal følges, men en lang række unødvendige, bøvlede og bureaukratiske krav om åbningstider, personale osv., der i praksis er en bremse på små lokale initiativer.
Forslagene i udspillet handler kort sagt om, at danskerne - hvis de har lyst - skal kunne bruge flere kræfter på familien, som danner rammen om de flestes liv. Det vil måske have en negativ effekt på arbejdsudbuddet, ja, men det lever vi fint med. Der er vigtigere ting i verden end arbejde. På samme måde kan det også godt være, at der vil være flere af det ene køn end af det andet, som vil benytte sig af ordningen. I Liberal Alliance fører vi politik for borgernes skyld, ikke for de abstrakte ligestillingsstatistikkers. Sådan tager man udgangspunkt i familien i stedet for i alle mulige politiske særinteressers ønsker.
Der er ført mere end rigelig politik, der svækker familiens rolle i samfundet. Nu er det på tide at styrke familien i stedet. Nu er det på tide at give danskerne mere frihed til det vigtigste.