Vi troede, at coronaen var en kort, surrealistisk enkeltoplevelse. Vi tog fejl
Nu er anden bølge af coronaen i anmarch, og forude venter vintermørket, hvor vi ikke kun kryber i ly for mørket, men også for det uvisse. Vi havde læst om pandemier i litteraturen, men nu står vi selv midt i en fortælling, vi ikke kender slutningen på.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Cannes
Den nuværende tiltagende og anden coronabølge forekommer de fleste mere angstfyldt end den første.
“Efter vinter kommer vår”, ja, men våren er der ret længe til. Og vi kan ikke flygte til varmere lande. Der er få fly. Karantæner lukker i realiteten grænser eller gør rejseri stressende. Tidshorisonten for sygdommen flyder, vi er i en endeløs undtagelsestilstand.
I flertallets øjne var den første især overrumplende. På ”tænk engang”-niveauet. At vi også skulle opleve det, en pandemi!
Sådan nogle havde vi lært om i historietimerne i skolen og læst om hos J.P. Jacobsen og hans ”Pesten i Bergamo”, Albert Camus’…