Er Dansk Industri imod lokalaftaler?
Når Dansk industri går i kødet på lokalaftalerne i Københavns Lufthavn, er coronaen bare en undskyldning. De gjorde det samme med DSB for et par år tilbage.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
I går demonstrerede kollegaer fra lufthavnen ude foran arbejdsgiverforeningen Dansk Industri på Rådhuspladsen i København. Der var mæglingsmøde mellem Dansk industri og kollegaernes fagforeninger. Arbejdsgiverne ude i lufthavnen vil på flere forskellige områder af med de lokalaftaler som i mange år har dannet ramme for de forskellige arbejdspladser ude i lufthavnen.
Lokalaftaler er en del af rygraden på vores arbejdsmarked. De tillidsvalgte ude på arbejdspladserne har med områdeoverenskomsten i hånden, og de organiserede kollegaer i ryggen, kunne få arbejdsgiver til bordet og få forhandlet aftaler på plads der med områdeoverenskomsten som ramme, er brugbar for den gældende arbejdsplads.
Lokalaftaler har på forskellige arbejdspladser været med til at sikre, at det arbejde, der blev udført, blev betalt og foregik under forhold, så man kunne leve af det, og sikret kollegaer på forskellige arbejdspladser indflydelse på deres eget arbejdsliv.
Den slags lokalaftaler har man, med dansk industri i ryggen, i flere tilfælde revet midt over ude i Københavns Lufthavn. Blandt andet har Gate Gourmet, SAS-bagagehåndtering og CPH-security fået revet deres lokalaftaler over. Man skal ikke være for fin til at drage nytte af en krise, lader vist til at være holdningen blandt flere arbejdsgivere i lufthavnen samt Dansk Industri.
Og der tegner sig da også et mønster. Vi har i byggeriet igennem en meget lang årrække selv oplevet i større og større grad, at skulle acceptere Dansk Industris ramme forlig konverteres til vores overenskomster. Sideløbende med det har vores arbejdsgivere, hos Dansk Byggeri, fusioneret med Dansk Industri. Men det ikke kun i lufthavnen og i byggeriet, at vi oplever Dansk Industri forsøge at møve sin dagsorden igennem den senere tid. DSB skiftede for et par år tilbage arbejdsgiverforening til Dansk Industri. Og de gik straks i gang med en proces som skulle bringe samtlige lokalaftaler hos DSB til ophør.
Faktisk har de største stridspunkter jeg kan komme på, på det danske arbejdsmarked, de sidste tre års tid, rod hos Dansk Industri. Overenskomstforhandlingerne 2017, hvor Dansk industri dannede ramme for et overenskomstforlig der fik gennemtrumfet, at der kunne indføres en 42 timers arbejdsuge, så længe årsnormen endte med et snit på 37 timer, gik ikke stille af sig. Dansk Industris opsigelse af lokalaftaler hos DSB skabte en utryghed, der tvang kollegaerne på til på det kraftigste at sige fra, og aktioner og markeringer tegnede et billede af en arbejdsgiver, der med Dansk Industri i ryggen var klar til at køre DSB-kollegaerne over.
Nu kører man samme stil ude i lufthavnen. Man tager lokalaftalerne stykke for stykke og river dem over. Så sidder du på din arbejdsplads og tænker at din lokalaftale er meget god, og den sikre dig og dine mange kollegaer et udmærket arbejdsliv så skal du ikke blive overrasket hvis det er din arbejdsplads der er i sigtekornet som den næste. Alt tyder på en strategi fra Dansk Industri, der skal tage et opgør med de mange lokalaftaler på vores arbejdsmarked.