Fortsæt til indhold
Kommentar

Det var et bluffnummer, at der var penge nok til velfærd

Vores ældre fortjener en værdig alderdom. Derfor skal ældreplejen skal have et løft i den kommende finanslov.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Som ældre borger i vores land skal man kunne være sikker på, at man kan få en værdig alderdom. Skandalerne om uværdig behandling viser tydeligt, at dette års finanslovsforhandlinger må sikre midler til flere ansatte og bedre uddannelse.

Det finanslovsforslag, som regeringen er kommet med, afsætter kun et utilstrækkeligt beløb i form af en midlertidig bevilling på 200 mio. kr. til opkvalificering og kompetenceløft i hhv. 2021 og 2022.

Det vil tage år at genoprette velfærden efter mange års nedskæringer og forringelser, også på ældreområdet. Men vi kan tage et vigtigt skridt i den kommende finanslov. Vi kan ikke være andet bekendt, for der er flere udfordringer at tage fat i. Dels er der skåret hårdt i ældreområdet de senere år. Dels er alt for mange ansatte i ældreplejen ufaglærte, for der mangler sosu’er, mens uddannelsesstederne står med tomme pladser.
Flere midler kan ikke løse alle problemer. Men flere midler er en forudsætning for, at vi kan lave den nødvendige genopretning af vores ældrepleje.

Vi har brug for ekstra personale, der vil muliggøre, at et tilsvarende antal allerede ansatte ikke-uddannede social- og sundhedsmedarbejdere kan blive uddannet til enten social- og sundhedshjælpere eller social- og sundhedsassistenter.

Vi har brug for husassistenter til plejecentrene, der skal styrke rengøring og hygiejne på ældreområdet, bl.a. som følge af covid-19.

Vi har brug for flere midler til faglig sparring med og supervision af social- og sundhedsmedarbejdere i ældreplejen. Personalet står dagligt med mange faglige dilemmaer og oplevelser, som kræver refleksion i et fællesskab med kollegaerne og ledere. Over tid vil øget faglig sparring og supervision højne fagligheden, skabe mere arbejdsglæde og fastholde medarbejderne i ældreplejen.

Der er nok at tage fat på. Blå regeringer har udsultet og forringet vores velfærd gennem flere år. De blås bluffnummer har bestået i at tømme kassen ved at bruge milliarder af kroner på skattelettelser, der i stort omfang er gået til de rigeste, samtidig med at de samme partier med taljonglering har forsøgt at bilde befolkningen ind, at der var nok penge til velfærd. I perioden 2015 til 2019 blev der aftalt skatte- og afgiftslettelser, der hvert eneste år vil koste statskassen 21,7 mia. kr.

Men det var et bluffnummer, at der var nok midler til velfærd. Og nu skal vi andre samle op. Også i forhold til ældreplejen.

Der er nemlig åbenlyst brug for et løft, så vi kan give ældre medborgere, der har brug for fællesskabets hjælp, en værdig behandling.