Kom nu ind i kampen, Kofod
Skandaløst, at Cypern forhindrer sanktioner mod Hviderusland. Men Danmark kan gøre meget, hvis udenrigsminister Jeppe Kofod gider.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Der hersker en opfattelse af, at EU så let som ingenting kan banke små lande på plads og tvinge ting ned over hovedet på medlemsstaterne. Den opfattelse er helt og aldeles forkert, hvilket vi fik et meget tydeligt bevis på i går, hvor Cypern forhindrede sanktioner mod Hviderusland. Det cypriotiske veto skyldes, at østaten ønsker, at Tyrkiet skal rammes af tilsvarende sanktioner på grund af tyrkernes boring efter gas sydvest for Cypern. De to sager har absolut intet med hinanden at gøre – udover at dubiøse rigmænd fra tidligere sovjetstater ejer påfaldende mange ejendomme på øen og lader til at være glade for landets bankvæsen.
Sanktioner mod Hviderusland ligger ellers lige for. Her er sagen så tæt man kan komme på sort-hvid i udenrigspolitik. Europas sidste diktator Alexander Lukashenko har svindlet sig til en valgsejr, og bagefter lader han politi og sikkerhedsstyrker tæve og torturere befolkningen til at tie. Det skal naturligvis have konsekvenser. Et spørgsmål om retten til undergrunden er derimod langt mere kompliceret, ikke mindst fordi forholdet mellem Grækenland, Cypern og Tyrkiet i forvejen er meget indviklet, og listen over stridigheder er alenlang.
Derfor giver det ikke mening at blande de to sager sammen, også selvom Cypern måske har ret i sine anklager. Det er ikke en måde at drive politik på, og det svækker kun EU. Det er slet ikke i Cyperns interesse for, hvis EU skal gå ind i spørgsmålet om søgrænser i Middelhavet, så kræver det et stærkt EU og ikke et EU, der fremstår splittet på grund af Cyperns kortsigtede manøvre med at stikke et kæp i hjulet for en fælles EU-holdning.
De manglende sanktioner er et kæmpe problem for EU’s troværdighed, men det betyder ikke, at vi så blot skal opgive at presse Lukashenko. Danmark kan fortsat gøre noget, hvis vi vil. Vi kan tilslutte os de baltiske sanktioner, der målrettet går efter regimets topfolk. Det har udenrigsminister Jeppe Kofod indtil videre afvist. Det bør han nok genoverveje.
Samtidig kan vi sende Danmarks ambassadør i Rusland til Minsk. EU-landenes ambassadører har tradition for at overvære demonstrationerne mod regimet. Det er med til dæmpe sikkerhedsstyrkernes voldsappetit. Samtidig har EU-landenes ambassadører opholdt sig på skift i nobelpristager Svetlana Aleksijevitjs lejlighed for at forhindre hendes anholdelse. Der burde Danmark også have taget en vagttjans i stedet for blot at overlade det til svenskerne, som har en ambassade i landet. Danmarks ambassadør i Moskva er også akkrediteret til Hviderusland, så det burde være ret enkelt at sende en bil på blå pladder til Minsk.
Da de baltiske lande søgte deres frihed for 30 år siden, så sendte Danmark en ambassadør til Riga og indrettede en ambassade i et hotelværelse. Det var med til at gøre en forskel, at vi havde et håndholdt diplomati som ville noget og som havde noget på hjertet. Det mangler vi i dag, hvor idealisme og vilje er udskiftet med dårlige undskyldninger og talelinjer om, hvorfor ingenting kan lade sig gøre.