Selvfølgelig vægter hensynet til jøderne højere end hensynet til muslimerne
Hvis man ikke allerede vidste det, så er det da i hvert fald blevet klart og tydeligt, at omkring 8000 jøder betyder langt mere, end flere hundredetusinde muslimer tilsammen gør.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg ved ikke, om man kan betragte det som, at et religiøst og kulturelt særhensyn har sejret over demokratiet, når 86 procent af befolkningen faktisk ønsker et forbud, men ikke får det? Eller skal vi mon anse det som en sejr for den magtfulde jødiske lobbyisme? Måske er det bare, som statsministeren siger, beskyttelse af den jødiske minoritet? Uanset hvordan man betragter hele dette cirkus, så er det utroligt, hvor meget debat forhud kan skabe. Vi har i flere uger været vidne til en heftig og efterhånden gammel diskussion om omskæring af drengebørn.
Selvom vi alle sammen udmærket godt ved, at det er en meget vigtig tradition for både jøderne og muslimerne, så har det uden tvivl primært handlet om jødernes forhud.
Det har hovedsageligt været jøderne, som har kæmpet “omskæringskampen” og været synlige i debatten. Dette skyldes bl.a., at det er en meget vigtig tradition for jøderne,men derudover har jøderne gennemslagskraften i forhold til at påvirke politikerne. Den mangler muslimerne absolut.
Det blev også tydeliggjort, efter Mette Frederiksens holdning til diskussionen blev offentliggjort. Både statsministeren, men også Jakob Ellemann-Jensen, har brugt jøderne som argumentation for at undgå et forbud.
Havde det kun handlet om muslimernes forhud, så var forbuddet forlængst blevet vedtaget - endda med et bredt flertal. Hvis vi fx forestiller os, at 86 procent af befolkningen ønskede et forbud mod omskæring af indvandrerdrengenes forhud, så var det forbud uden tvivl blevet vedtaget.
Det er da besynderligt, at statsministeren ikke nævner muslimerne bare én enkelt gang i hendes latterlige redegørelse for ikke at støtte et forbud. Det jødiske mindretal i Danmark tæller omkring 8000 mennesker. Hvorimod det muslimske mindretal er mange gange større, ja, faktisk, rigtig mange gange større.
Hvis man ikke allerede vidste det, så er det da i hvert fald blevet klart og tydeligt, at omkring 8000 jøder betyder langt mere, end flere hundredetusinde muslimer tilsammen gør. Dette gælder både deres religion, kultur, tradition og forhud.
Hvorfor muslimerne er havnet i sådan en sørgelig tilstand, ja, det spørgsmål må det muslimske samfund stille sig selv.
Som jeg ofte har skrevet før, så er “vi” ikke en homogen gruppe. Tyrkere hader kurdere, kurdere hader tyrkere, iranere hader arabere, og sådan kan vi blive ved.
I forhold til Islam er “vi” også splittede. Nogle tror på religionen, andre gør ikke. “Vi” er opdelte som ”rigtige” eller ”forkerte” muslimer m.m. “Vi” er på ingen måde en homogen gruppe, og derfor er det også svært at finde en talsmand/-kvinde eller organisation, der kan udføre lobbyarbejde på vegne af muslimerne i Danmark. Der er lang vej i forhold til at skabe sammenhold blandt muslimerne. Tilstanden i de mellemøstlige lande siger meget om, hvor ekstrem splittelsen er.
I forhold til at skulle sige et par ord om min egen private holdning til omskæring af drengebørn må jeg indrømme, at det ikke er en nem diskussion. Jeg kan sagtens forstå dem, som ønsker et forbud. De har ret i forhold til, at børnene ikke får muligheden for selv at vælge, om de vil have fjernet deres forhud eller ej, det er forældrene, som træffer valget for dem. Derudover virker det også forkert, at man skal skære i små børn. Det mest rigtige ville nok være, at folk selv fik lov til at vælge, om de vil beholde deres forhud eller ej, når de engang blev myndige. Ingen af os ønsker, at andre skal bestemme over vores liv eller krop.
Når det så er sagt, så bliver børn påduttet
mange andre ting af deres forældre. Normer, værdier, tradition, religion m.m., som forældrene finder rigtige, og som børnene får indprentet i sindet af deres forældre.
Disse ting er ikke håndgribelige ligesom forhuden, men de sætter stadig sit præg på barnet gennem deres opvækst og voksenliv. Dette gælder tænkemåde, levevis, religion, kultur, moralskekompas m.m.
Dette fører os videre til spørgsmålet om, hvor meget staten skal bestemme over befolkningen og deres levemåde. Skal staten fx også bestemme over barnets opdragelse?
Som forælder vil man da gerne have indflydelse på sit barns liv og være med til at lægge en retning. Nogle af de beslutninger, vi tager som forældre, er dårlige, mens andre forhåbentlig er gode. Vi prøver vel alle sammen at gøre vores bedste?
Som sagt er dette ikke en nem diskussion. Jeg finder gode argumenter på begge sider, og jeg er sikkert også påvirket af min egen opvækst og tradition, som siger, at man selvfølgelig bliver omskåret - det er det rigtige at gøre. Jeg er splittet i denne diskussion, og derfor er der ingen pegefingre herfra.
Jeg tænker, at dette må være nok spalteplads til forhuden. Vi har alle sammen noget at skulle tænke over efter denne omgang forhudsdebat. Fx er 86 procent af befolkningen endnu engang blevet mødt med det hykleri, der findes hos politikerne. Muslimerne har noget at tænke over i forhold til deres minimale gennemslagskraft, når politikerne skal påvirkes. Derudover skylder muslimerne vel jøderne en stor tak for at have reddet deres selvbestemmelse over børnenes forhud.