Små og store synder i MeToo
Det ville være en fordel for alle parter, hvis flere moderne kvinder forstod at stikke en syngende lussing.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
I Woody Allens spillefilm ”Små og store synder” fra 1989 møder vi et galleri af mennesker, der har tabt ungdommens umiskendelige renhed. Tilværelsen strammer til, døden nærmer sig, og de rigtige valg bliver færre og fjerne. Selvbedrag og kompromisser står i kø. Da jeg i sin tid så filmen på det store lærred, grinede jeg sammen med en fyldt sal, men tænkte også, at komedien var lettere parodisk. Skulle livet nu være så svært? Hvorfor alle disse forviklinger? Ung og smart med kæreste og det hele blev jeg tavs, da sidstnævnte smilede til mig i mørket og sagde »Bare vent, min dreng«.
At sige fra som kvinde og mand har altid været vigtigt. Der er ikke noget, absolut intet, der tyder på, at det bliver mindre vigtigt i fremtiden – eller at man trygt kan overlade grænsedragningen til HR eller Ekstra Bladet.
Hun fik jo ret. Med alderen synes livet mere grumset, selv om taknemmeligheden over at være til ofte føles større. Mens børnene vokser til, synes de rigtige meninger mere og mere tvivlsomme, og en vis pragmatisme sniger sig ind i snart sagt alt.
Sådan har jeg det også med det fænomen, der går under betegnelsen MeToo. I udgangspunktet er det opløftende, at social tvang og grænseoverskridende adfærd over for især kvinder kommer frem og kritiseres, hvis der vitterlig er tale om sådant. Men der er forskel på små og store synder, og det er vi nødt til at huske på i disse uger og måneder – ellers får negationen frit spil.
Lad os prøve at skelne bare en lille smule. Et klap bagi er for meget, med mindre det er din kone eller elskerindes bagdel; et billede af din ranke stolthed sendt via sms til en sagesløs kollega er helt ude i hampen og bør kunne føre til fyring ligesom chefens krav om sex på kontoret, mens en pur kompliment og en menneskelig interesse for din kollega som andet end bare en kollega er noget helt fjerde. Disse gradueringer gælder ikke alene i arbejdslivet, hvor mænd åbenbart går rundt og blamerer sig, men overalt i det offentlige rum. Alle steder er det en god idé at stikke en finger i jorden og tage bestik af situationen og mærke, om kvinden er modtagelig for smiger, selv om det lyder meget gammeldags og strider mod tidsåndens krav om inderlighed, bevægelse, provokation og overskridelse.
Kvinder skal ikke være jaget vildt. Kvinder skal respekteres på lige fod med mænd, eventuelt forføres, men ikke foragtes. Og der er altid foragt i at behandle andre væsener som midler eller dumme gæs.
Det lader til, at seksuel chikane er udbredt i mediebranchen, der både nyder høj status og tiltrækker klodens mest forfængelige mennesker. Størst lader problemet til at være på DR, TV 2 og Politiken, altså, i medier for de godeste og reneste mennesker i universet. Men nissen flytter med. Når ikke engang de ualmindeligt anstændige og politisk korrekte kan finde ud af at opføre sig ordentligt, hvordan skal det så ikke gå os andre?
Det er de manglede gradueringer, der får MeToo til at gå over alle bredder og drukne langt større samfundsproblemer. Som underviser og skribent Anne-Marie Vestergaard har pointeret på det konservative netmedie Critique, så vinder »sidestillingen af små og store krænkelser, tilsat den feministiske ideologi, mere og mere indpas«. Udsprunget af den vestlige kulturs historiske succes vender den nye radikalisme sig mod sit ophav og ser strukturel racisme og sexisme overalt og kræver en nyordning på flere og flere felter. Det ligger snublende nært for, at hele historien skal negeres, så en ny tid kan opstå uden konflikter, skuffelser og begrænsninger.
Før det kommer så vidt, ville det være en fordel for alle parter, hvis flere moderne kvinder forstod at stikke en syngende lussing eller trække en tydelig grænse. Jeg kender ingen mand, som ikke har eller ville have respekt for sådan en, og jeg vil anbefale min datter at øve sig i kunsten. At sige fra som kvinde og mand har altid været vigtigt. Der er ikke noget, absolut intet, der tyder på, at det bliver mindre vigtigt i fremtiden – eller at man trygt kan overlade grænsedragningen til HR eller Ekstra Bladet.
I stedet får vi nu en masse anklager, mistanker og sympatitilkendegivelser. Tiden er labil. For at sikre en ”komplet aseksuel” arbejdsplads gør ledelsen på TV2 Fyn det forbudt at kommentere kollegers påklædning. Ligesom studerende ikke skal møde undervisning, der ”støder” dem, skal ansatte ikke risikere at møde en frisk bemærkning fredag eftermiddag. Jeg forstår godt, hvor fynboerne vil hen, men det er for rent og sterilt til at være sandt. Dydsdragonerne tror, at de kan skrive lysterne helt ud af deres ansatte, held og lykke med det. Tænk, hvis vi en dag vågner op til en verden, hvor mænd er holdt helt op med at give komplimenter, være galante eller invitere på en fredagsøl, en ”aseksuel” verden a la TV2 Fyn. Det bliver uden mig.