Sex er kommet for at blive - gud

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

TV-vært Sofie Linde har genopvakt MeToo-pandemien. Eller snarere: Hun har genoplyst den. Hun er jo ikke skyld i pandemien. Den kommer af mænds overgreb i alle mulige varianter, lige fra de løstsiddende hænder i nærheden af bagdele til direkte seksuelle overgreb.

Eller endnu snarere: Den kommer af seksualitetens overophedning. Den overbelastede seksualitet, kunne man også sige. Den overestimerede seksualitet. Seksualiteten, der bevægede sig fra at være victoriatidens tabu hen over freudianismens nærmest eksistentielle sex-betoning til vor egen tids næsten religiøse seksualitets-dyrkelse.

Dét er det underliggende paradoks i MeToo-historien. På den ene side gør vi med rette op med mænds seksuelle krænkelser af kvinder. På den anden side har både mænd og kvinder i vor tid slået alle naturlige blufærdighedsvægge til pindebrænde og utilsigtet stillet dørene på vid gab for en enorm seksuel krænkelseskultur. Jf. Nationalmuseets aktuelle udstilling, hvor pornografiens frigørelse i 1969 hyldes som en af de sidste hundrede års ”skatte til Danmark”.

Det er en besynderlig tid, vi lever i, seksuelt betragtet. Alle hylder seksualitetens frigørelse. Men sandheden er, at den har skaffet rum for et hav af sex-krænkelser – som victoriatiden, såvel som enhver anden tid, naturligvis aldrig har været helt fri for – men også et væld af sex-forskrækkelser.

Jeg hørte f.eks. for nylig fra en fagperson, at unge mænd i stigende grad køber viagra. Unge mænd! De mindst viagra-trængende, skulle man mene. Men de er trængte af præstationsangst. Tidens dyrkelse af seksualiteten giver dem frygt for ikke at slå til i sengen.

Komikeren fra 1930’ernes hylende sjove Marxbrothers-film, Groucho Marx, sagde engang: ”Jeg tror, sex er kommet for at blive”. Jeg får lyst til at tilføje: gud. Sex er kommet for at blive gud.

Sex er en af tidens erstatningsguder.

Hvad er en erstatningsgud? Den amerikanske forfatter og New York-præst Timothy Keller definerer det i en af sine bøger: En gud ”er noget, der er så centralt og vigtigt for dit liv, at hvis du skulle miste det, ville dit liv næppe føles værd at leve.”

Sex er i seksualitetens guldalder for mange blevet så centralt og vigtigt i livet, at hvis de mister det, føles livet næppe værd at leve.

Cogito ergo sum - jeg tænker, altså er jeg - lyder en af filosofihistoriens mest berømte grundsætninger. Et vittigt hoved har foreslået en lille justering: Coitus ergo sum.

Mit forslag er, at man lader Gud være Gud - og sex være sex. Det får seksualiteten det meget bedre af. Sex bliver ikke alt eller intet. Det bliver ikke (viagra-)krav om supermand i sengen.

Det bliver ikke sex til gården og gaden, engangsknald og bollevenner, for sex er til både meget mindre og meget mere end det. Det bliver ikke skamfuldt at vælge singlelivet uden sex.

Det bliver sex som en af Guds mange smukke gaver til mennesket. Og ikke alene en gave, men faktisk et udtryk for Guds eget væsen. Som der står på Biblens første blad: ”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os. Og Gud skabte mennesket i sit billede. I Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han det”.

Minsandten: Gudbilledligheden ligger i dobbeltheden mand-kvinde, den dobbelthed der med glæde mødes i dobbeltsengen og mærker seksualitetens saftfulde dejlighed. Eller i den energi, man under alle omstændigheder mærker seksualiteten som i sin personlighed. I den dejlighed og den energi er der en afspejling af Guds eget væsen.