Claus Hjort burde holde sin mund
Den tidligere forsvarsminister klandrer Trine Bramsen for åbenmundethed i FE-sagen, men det er jo ham, der beretter vidt og bredt om detaljer.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg må indrømme, at jeg har mere end almindeligt svært ved at se det geniale i Claus Hjort Frederiksens offentlige ageren i sagen om beskyldninger om ulovligheder i Forsvarets Efterretningstjeneste. Tværtimod: han gør sig skyldig i præcis det, han angriber forsvarsminister Trine Bramsen for –gange ti.
”Jeg er på grænsen til at blive rigtig vred” er Claus Hjort i Weekendavisen citeret for at sige om sin egen sindsstemning.
Genstanden for hans vrede er forsvarsminister Trine Bramsen og hendes håndtering af den FE-skandale, der ruller som en lavine efter offentliggørelsen af Tilsynet for Efterretningstjenesternes opsigtsvækkende pressemeddelelse af 21. august i år.
Årsagen til vrede?
Han mener, at ministeren har håndteret sagen for offentligt, for frembrusende og for hårdhændet. Det er synd for de hjemsendte medarbejdere, må vi forstå, og det burde i det hele taget være foregået i stilfærdig mindelighed. Hvorfor? Fordi offentligt fokus på genstanden for skandalen, som angiveligt er udførelsen af et data-udvekslingssamarbejde med NSA, er dybt skadeligt for efterretningstjenestens troværdighed og dermed ultimativt for danskernes sikkerhed, forklarer Hjort.
Hjort har ret i, at samarbejde med andre lande om efterretninger og sikkerhed er afgørende vigtigt. Derfor er det mildest talt også hovedrystende, at de mest detaljerede oplysninger om NSA-samarbejdet er fremkommet ved dels anonyme kilder, og dels ved at Hjort også er gået til citat i interviews med udpenslende forklaringer om, hvad der er op og ned i samarbejdet.
Det er Hjort og ikke Bramsen, der lystigt beretter om kabler, filtre, IP-adresser og alt muligt andet. Dermed gør Hjort sig skyldig i præcis det, han beskylder forsvarsministeren for, bare i større skala og dermed langt værre.
Forskellen på de to er, at den ene er forsvarsminister og dermed selvfølgelig skal reagere på Tilsynet for Efterretningstjenesternes opsigtsvækkende beskyldninger, mens den anden ret beset ikke behøver sige noget som helst.
Det gør han så alligevel, samtidig med at han hakker på ministeren for at gøre det eneste rigtige: nemlig faktisk at tage sagen om påståede ulovligheder i FE alvorligt. Det ville i den grad klæde den tidligere forsvarsminister at gøre det samme.