Kære Dan Jørgensen, vil du gå forrest eller hænge i bremsen?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvor ville jeg bare ønske, at klimaminister Dan Jørgensen havde ret. Hvis vi bare kunne leve videre, som vi gør, investere massivt i forskning og stole trygt på, at teknologien nok skal redde os i sidste ende og sikre, at vi når vores målsætning om at reducere CO₂-udledningen med 70 pct. inden 2030. Så kunne vi blive ved med at fylde vejene med flere benzin- og dieselbiler og flyve lige så tosset, vi ville, uden at bekymre os det mindste om klimaet. For det skal nok ordne sig. Men det kan vi jo ikke.

Jeg synes, Dan Jørgensen bør sige klart og tydeligt, om regeringen mente det, da de gik med på målsætningen om 70 pct.s reduktion i 2030. Eller havde de ikke lige overvejet konsekvenserne af den beslutning? Vi kan ikke bare shoppe rundt i vores muligheder for at reducere klimaaftrykket og lade være med at gøre noget, når det kommer til at koste penge, eller erhvervslivet og landbruget bliver bekymrede. Hvis vi skal nå i mål, og det skal vi, så skal vi bruge alle værktøjerne i skuffen. Vi står foran en total grøn omstilling af vores samfund, og Dan Jørgensen har chancen for at blive husket som den minister, der gik forrest og gjorde Danmark til det grønneste land i verden. Et land, som inspirerer andre med løsninger, som både gavner klimaet og skaber beskæftigelse. Men lige nu virker det mere, som om han arbejder for at blive husket som ham, der hang i bremsen.

Klimaministeren gør i JP meget ud af at tegne et billede af SF, Enhedslisten og Radikale som rabiate, uansvarlige og uden blik for, at den grønne omstilling kan komme til at gå ud over dem, der har færrest penge i forvejen. Han må simpelthen ikke have læst SF’s forslag godt nok. Det gennemsyrer alt, hvad vi laver, at der skal være en social balance, og vi viger ikke fra princippet om, at det er forureneren, der betaler, og de bredeste skuldre, der skal bære det tungeste læs. Netop derfor vil vi for eksempel hæve den grønne check, så der også bliver råd til en årlig flyrejse for dem med de laveste indkomster, når vi foreslår at sætte en klimaafgift på flybilletter.

Men vi kommer ikke udenom, at alle skal bidrage til den grønne omstilling. Og Dan Jørgensen kommer ikke udenom, at den ikke kommer af sig selv. Så ja, oksekød og lammekød bør være dyrere, så flere får lyst til at vælge for eksempel svinekød, kyllingekød eller grøntsager i stedet. Og ja, vi vil udfase benzin- og dieselbilerne, så man allerede om et par år ikke kan købe nye store biler, som ikke er grønne. Det er nødvendigt, hvis vi skal have udskiftet bilparken. Men i mellemtiden kan man jo sagtens købe en god brugt bil. Og så er det bare vigtigt at understrege, at de samlede omkostninger ved at købe en ny elbil i stedet for en fossilbil ikke er større, når man regner forbrug og reparationer med. Det har vi Eldrup-kommissionens ord for.

Jeg bliver ærligt talt træt af, at regeringen skal trækkes og slæbes frem, hver eneste gang vi diskuterer klimaafgifter. På den måde minder de desværre lidt for meget om deres forgængere i regeringskontorerne. Men den går ikke længere. Vi skal nå vores mål. Det var ikke for sjov, at tusindvis af danskere gik på gaden for at kræve klimahandling op til valget, og det var ikke for sjov, at vi skabte et grønt håb, da vi blev enige om at stå fast på de 70 pct. Det her handler jo ikke bare om en politisk uenighed. Det handler om, at vi står midt i en klimakrise, som er dybt alvorlig. Og vi kan heller ikke bruge argumentet om, at Danmark jo er så lille, at det ikke betyder noget, til en fløjtende fis. Ja, Danmark er en lille brik i det store spil. Men skulle det så betyde, at vi ikke kan gøre vores del og løfte vores ansvar? Det er lige modsat. Danmark kan netop gå forrest. Vi kan skabe de løsninger, der hjælper verden med at løse klimakrisen og nå i mål. Men det kræver, at vi skubber på, og at vi tør stille krav. Det kræver en klimaminister, som går forrest.