Fortsæt til indhold
Kommentar

Fatter Trine Bramsen ikke, at efterretninger er fortrolige?

Har ministerens højtprofilerede handlekraft skadet Danmark?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg har altid ment, at Trine Bramsen er i besiddelse af megen snusfornuft.

Men det er som om, der er en hel verden, der er gået helt hen over hovedet på ministeren. Nemlig den verden, der omfatter efterretningstjenesterne.

Efterretningsarbejdet er ikke for sarte og uerfarne sjæle. Virksomheden kan være en grim virksomhed. Men den er aldeles nødvendig. Og efterretningsarbejdet må i sagens natur være hemmeligt.

Man behøver ikke være ekspert for at vide, at vore allierede, ikke mindst USA, følger debatten i Danmark med særlig årvågenhed og bekymring.

Det er helt grundlæggende for lille Danmarks sikkerhed, at PETs og FEs arbejdet er omgivet af fortrolighed. Ikke blot af hensyn til den enkelte borgers sikkerhed, men ikke mindst af hensyn til muligheden for overhovedet at udøve efterretningsarbejde til gavn for Danmarks sikkerhed.

Danmark er helt afhængig af efterretninger fra andre lande. Men de efterretninger sander omgående til, hvis andre lande, ikke mindst USA bliver nervøse for, at deres efterretninger lander i den danske offentlighed.

Enhver, der har med efterretningstjeneste at gøre ved, hvor vigtig den gensidige tillid er.

Naturligvis skal der ryddes op i FE, hvis der er en snavset kultur og begås lovovertrædelser.

Men det er som om ministeren slet ikke forstår, at Danmarks sikkerhed er helt afhængig af et tillidsfuldt samarbejde med andre lande, først og fremmest USA.

Det kan få helt uoverskuelige konsekvenser, hvis Trine Bramsens brug af megafon i medierne, betyder at andre lande ikke tør videregive nødvendige oplysninger om danske borgeres og Danmarks sikkerhed.