Fortsæt til indhold
Kommentar

Migrantmission fuldført i Grækenland

Brandstifterne får deres vilje, og det er en ynk at se på. Vi skal passe på Europa i stedet for at overlade hende til Berlin.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Tirsdag anholdt græsk politi de formodede gerningsmænd bag branden i den berygtede Moria-lejr på øen Lesbos. Og nej, det er ikke skumle nynazister, men seks afghanere fra selvsamme lejr. Som det tidligere har været fremme, blev branden påsat, kort efter at lejren havde taget forholdsregler mod corona, et skridt, en mængde af lejrens migranter blev vrede over. Det var ikke derfor, de var kommet til Europa. Derfor satte de ild til lortet.

Missionen ser nu ud til at lykkes. Tyskland med Frau Merkel i spidsen har netop bebudet, at de tyske biedermänner lover i første omgang at tage imod godt 1.500 migranter fra Lesbos, heriblandt 150 uledsagede børn. Flere vil følge i deres fodspor.

Med biedermänner hentyder jeg naturligvis til den tysktalende dramatiker Max Frisch’ teaterstykke fra 1958 med titlen Biedermann og brandstifterne.

Biedermann er sådan en, som ikke skal have noget klinket, thi han er åh så retskaffen. Derfor tillader han en flok brandstiftere at flytte ind på loftet. Da de så en dag sætter ild til det, går hele huset og Biedermanns idealistiske naivitet op i flammer. Stykkets morale er naturligvis, at man godt kan lukke øjnene for, hvad der foregår i verden, endda i ens eget land, men en skønne dag risikerer man at vågne til en overraskelse, hvis man da overhovedet er i stand til at slå øjnene op.

Samme skæbne risikerer på sigt at blive tyskerne til del, ja, man kan argumentere for, at den allerede er hverdag med klanvælde, knivstikkerier, gruppevoldtægter og sehr toll personfarlig vold i de større byer takket være importen af mennesker med fremmede skikke og ideer. Tilbage er kun at tilføje, at biedermännerne har mere i vente, ligesom hr. og fru Svensson i den stedse mere fejlslagne svenske stat, hvor kendsgerningerne så småt og modstræbende er ved at gå op for den politiske, økonomiske og kulturelle overklasse.

Det er sandsynligt, at vi vil se flere påsatte brande i lejre med migranter, der gerne vil til det europæiske kontinent, allerhelst til Tyskland, Storbritannien eller Sverige, hvor de kan være i fred på offentlig bistand. Hvis det bare er en rask, lille ildebrand, der skal til for, at Europas såkaldte humanister, herunder FN, EU, Læger uden Grænser m.m. åbner dørene for endnu flere migranter og klaner fra Nordafrika og Mellemøsten, så vil der med garanti blive påsat flere brande. Hvorfor? Fordi det virker. Ligesom indvandrerdrenge i storfamilier og tætte bebyggelser ved de, hvad der skal til: rå magtanvendelse.

Som den frittænkende journalist Leny Malacinski noterer i Weekendavisen, er den sørgelige sandhed, at »mellemøstlig indvandring fører til en magtkamp på alle niveauer af samfundet; på gaderne, i boligområderne, skolerne, fængslerne, i spørgsmål om ytringsfrihed og endda til børnesvømning«. Nu kan vi tilføje: Det samme sker i migrantlejrene. Overalt er det klanerne, der vinder frem.

Som kritikere siger, er Moria-lejren et monument over en europæisk politik, der har slået fejl, bare på en anden måde, end kritikerne mener. Moria-lejren er fejlslagen, fordi den i realiteten er en vej ind i Europa, en vej, der for længst skulle have været lukket, om nødvendigt med Natos bistand.

Brandstifterne får deres vilje, og det er en ynk at se på. Europa er vort eneste hjem, og det skal vi passe på i stedet for at overlade Europa til Berlin. Det sidste har vi gjort før. Det må ikke ske igen.