Landsholdet på knæ for altopløsende venstreekstrem ideologi
Fodboldlandsholdet repræsenterer det nationale - det ikke-ideologiske grundlag vi kan mødes på. Det har de nu misbrugt med et billigt, dumt, fjollet og ufarligt knæfald for en ikke ufarlig ideologi.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg interesserer mig ikke for fodbold, og jeg har kun set få landskampe i mit liv. EM-finalen 1992 er én af dem. Men når det så er sagt, har jeg en dyb loyalitet overfor det danske fodboldlandshold. De rød-hvide spillere, repræsentanterne for Danmark. Ambassadører på grønsværen. De samler danskerne på trods af trods af alle skel – politisk anskuelse, alder og alt muligt andet, der skiller os ad. Og danskerne elsker landsholdsspillerne – de hujer, drikker fadøl og følger dem fra tribunen og fra sofaen. Små drenge får fodboldtrøjer med spillernes navne og spillernummer. De er idoler, de er helte. De er Danmarks drenge. Hurra for dem.
Men nu har jeg mistet ikke alt, men meget efter landsholdets knæfald for Black Lives Matter bevægelsen. Et knæfald - sådan helt konkret på knæ. Men sjovt nok falder fodboldherrerne hverken på knæ for oprørene i Hviderusland, der heroisk kæmper mod diktatur eller for jøderne, der bliver jaget ud af Danmark, hvis det står til vore åndsforladte politikere – ej heller tager de stilling til brud på menneskerettigheder og undertrykkelse af kvinder efter islamisk skik i Qatar, der er vært for VM 2022 eller forfulgte kristne i Mellemøsten, der dagligt er under angreb.
Nej, men Black Lives Matter er det nye sort. Og det er både billigt, dumt, poppet, fjollet og ufarligt, for hvem er ikke imod racisme? Bevares, de mennesker findes og racisme findes i USA i en målestok, vi slet ikke kender på europæiske breddegrader – og rasisme er ækelt og afskyeligt. Men Black Lives Matter ideologien til gengæld – den er farlig. Og knæfaldet er mest af alt en demonstration af egen korrekthed.
For Black Lives Matter er ikke bare en sympatisk antiracistisk bevægelse. Nej, det er en idelogisk og (identitets-)politisk organisation, der er båret af en postmodernistisk opløsningstænkning og rettighedsfundamentalisme. Og af Black Lifes Matters hjemmeside fremgår det, at bevægelsen ufortrødent arbejder på at disrupte kernefamilien, afvikle ciskønnede privilegier, nedbryde vestlige kønsroller, normer, værdier og sammenhængskraft. Og vi har set glimt af bevægelsens voldsomhed herhjemme: Sorte forrest, hvide bagerst i demonstrationer for sortes rettigheder, demonstrationer ved asylcentre, anklager om strukturel racisme mod afviste asylansøgere og forperson (læs igen: For-person – alene den korrekte kønsneutrale titel siger alt om bevægelsens allerinderste ideologiske væsen) Bwalya Sørensens fuldstændig rablende angreb på Amnesty International med beskyldninger om ”hvidt overherredømme”, ”racisme” og ”misogyntisk svineri” (læs: kvindehadsk).
Alt dét falder vores fodboldlandshold ikke bare på halen, men på knæ for. Fodboldlandsholdet, der er et af de mest folkelige udtryk for sammenhængskraft og det nationale, der ligger nedenunder alt andet. På det grundlag, det fælles ikke-ideologiske nationale grundlag kan vi mødes og se fodbold – på dét grundlag vi kan mødes på og diskutere politik, samfund, værdier og ideologi og være uenige – dét grundlag repræsenterer fodboldlandsholdet. Og nok er fodboldspillerne på en Fifakontrakt, der handler om mange kroner og ører, men de også på en kontrakt med Danmark, med danskerne. Og den kontrakt har de brudt nu – de har misbrugt den ærefulde position, de har fået på fodboldbanen og knæler for en bestemt gruppe mennesker – for en bestemt ideologi.
Hvad bliver det næste de skal knæle for? Tja – fodboldlandsholdet skal overhovedet ikke knæle for nogen eller for nogen. Ikke engang for Dannebrog, ikke engang for nationalsangen. Hvorfor ikke? Det er vel det fælles?
Ja, men knæler vi for flaget, for fædrelandet ophøjer vi det nationale til noget guddommeligt. Til nationalisme. Og hele knæfalds seancen vidner om at vi har mistet sansen for, hvad det betyder at knæle. For vi lever i en epoke, hvor det at knæle i virkeligheden er blevet en uvant bevægelse – for hvordan skal det moderne vestlige menneske nogensinde kunne falde på knæ, når det vigtigste i verden er os selv?
For at knæle er at sætte sig selv i anden række - at afgive magten og æren – overfor en magt, der er større end os selv. Kærlighedens magt. Guds skabermagt. Guds almagt. Derfor skal vi ikke knæle for andre end den udkårne og for Skaberen. Og falder vi på knæ for noget som helst andet, da er det ren afgudsdyrkelse – hvilket fodboldspillernes knæfald for tidsåndens selvoptagede identitetspolitiske dagsorden er inkarnationen af.
Så kære landshold – rejs jer op og sæt jer selv i anden række. Det vil klæde jer. Og klæde Danmark.