Løgnen om de nødvendige skattestigninger

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der er åbenbart ingen vej udenom. Nu begynder den årlige løgn fra politikerne i kommunerne om, at de KUN kan sikre ordentlig kernevelfærd til borgerne, hvis de lige tager lidt flere af dine og mine penge.

Jeg undres til stadighed over, hvor lidt medierne går kritisk til de politikere og magthavere, som gang på gang foreslår at løse deres forfejlede politiske prioriteringer med flere penge.

Det er faktisk ganske simpelt. Hvis du allerede prioriterer pengene forfærdeligt, så hjælper det ikke, at du får flere penge, som du så kan prioritere forfærdeligt.

Men så kom jeg jo i tanke om, at de selv samme medier jo er stærkt afhængige af disse politikere, og at så længe de selv har snablen nede i kassen, så vil en kritik jo blot save den gren over, som de sidder på.

Jeg tror dog faktisk, at pressen ville få et fornyet løft, hvis den blev frigjort fra den sugardaddyrolle, som staten og politikerne nyder at have pressen spændt fast i.

Nå, men tilbage til skatten. Lad os kigge på et konkret eksempel. Vi tager en tur til Aarhus.

Her planlægger den socialdemokratiske borgmester, Jacob Bundsgaard, nemlig at hæve skatten. Og det kan han sagtens, da det parlamentariske grundlag er rent socialistisk, og reaktionen fra SF’s repræsentant i byrådet var da også ordene: »Endelig en skattestigning.«

Jeg har ganske enkelt ikke ord for, hvor meget jeg afskyr socialisternes trang til at tage andres penge. At man så ligefrem jubler over, at man er i stand til at gøre det … ja, det finder jeg ganske modbydeligt.

Så var argumentationen dog alligevel en anelse mere moderat fra den socialdemokratiske borgmester. Her handlede det om, at han simpelthen var nødsaget til at hæve skatten, fordi det var nødvendigt at løfte velfærden.

Borgmesteren vil hæve skatten med 0,12 pct., så man i 2021 får 68 millioner mere i kassen, stigende til 78 millioner i 2022. Men det naturlige spørgsmål, som medierne straks burde stille borgmesteren, er jo så:

Er det så også den eneste løsning? Passer borgmesterens historie?

Det tog mig ca. 2 minutter at konstatere – historien passer ganske enkelt ikke. Det handler som altid om, hvilke prioriteter man laver i sit budget. I Aarhus har man et budget på mere end 20 milliarder, så når man skal finde 68-78 millioner, så handler det altså om, at man skal flytte rundt på mindre end 0,4 pct. af sit budget.

Hvis man ikke kan det, så burde man virkelig ikke sidde med ansvaret.

Og det er jo fortællingen. Det er ganske enkelt en umulig præstation, så man bliver nødt til at hæve skatten. Men lad mig da komme borgmesteren og resten af byrådet i Aarhus til undsætning.

De kunne kigge på deres udgifter til centraladministration og ledelse. Her bruger Aarhus Kommune faktisk en del mere end f.eks. Aalborg Kommune. Ja, hvis Aarhus bare ville indskrænke sin iver for journalister, kommunikationsfolk, djøfere, projektledere og meget andet til et niveau, som de har i Aalborg Kommune … ja, så ville der blive frigivet ca. 206 millioner om året på budgettet. Altså mere end rigeligt til at dække de midler, som man påstår, kun kan blive fundet ved at hæve skatten.

Men det vil man ikke i Aarhus. For når det kommer til stykket, så handler det slet ikke om at sikre en god grundlæggende kernevelfærd, men om at bevare sit massive centralapparat, der støtter op omkring magten og den socialdemokratiske borgmester og rådmanden fra SF.

Det bliver spændende at se, om partier som Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti forlader budgetforhandlingerne, eller om de bliver medansvarlige for løgnen om skattestigninger.

Måske er systemet, når alt kommer til alt, også vigtigere for dem, end at borgerne kan beholde deres penge.