Alle, der tjener Danmark i uniform, skal kunne få PTSD-hjælp

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I lørdags blev det danske flag hejst for at ære, minde og støtte nuværende og tidligere udsendte fra Forsvaret. De fortjener med rette vores taknemlighed og stor anerkendelse for deres arbejde i Danmarks tjeneste i verdens brændpunkter med livet på spil.

For deres indsats er ikke altid omkostningsfri. Flere bærer på tunge oplevelser. Flere har mistet en kammerat. Flere har fået ar på krop og sjæl. Og flere vender hjem med en posttraumatisk stresslidelse – også kaldet PTSD. De seneste år har der været et stort fokus på PTSD blandt soldater og veteraner. Derfor har man oprettet et hav af behandlingstilbud, veteranenheder i regionerne, foreninger og meget mere. Og det er kun på sin plads. For vi skal selvfølgelig hjælpe vores veteraner, som har sat deres eget liv på højkant for at sikre vores sikkerhed og tryghed.

Det fik mig til at tænke på, om vi forsømmer at hjælpe andre, der i deres job risikerer at blive udsat for situationer, som bestandigt brænder sig fast på nethinden. Tag nu vores politi. En undersøgelse viser, at næsten fire procent af vores politibetjente opfylder kriterierne for PTSD. De bliver kaldt ud til et hav af barske ulykker, og jeg tror, at billederne af et lemlæstet barn dræbt i en højresvingsulykke er svære at slippe, uanset hvor stor ens mentale psyke er.

Tag vores fængselsbetjente. De er vidne til ubehagelige og voldsomme hændelser, såsom voldtægter, slagsmål, knivstikkeri, og så er de også selv udsatte for at blive ofre for vold. Næsten 14 pct. af fængselsbetjentene opfylder kriterierne for PTSD, hvoraf lidt over fem pct. er diagnosticeret med lidelsen. Det vil sige, at en ud af fem danske fængselsbetjente er hårdt ramt og arret for livet. Tag vores sundhedspersonale. For eksempel vores sygeplejersker, som overværer nogle af de mest kritiske tilfælde, hvor det hele ser sort ud, men kæmper en indædt kamp for, at personen kan gå derfra med livet i behold. Eller sygeplejerskerne på de psykiatriske afdelinger, som risikerer at blive overfaldet af en patient.

Tag vores togførere. Hvert år begår mellem 20 og 40 personer selvmord på de danske togskinner. I førerhuset sidder der oftest en togfører, som oplever selvmordet fra første parket. Ude af stand til at standse toget i tide, og man kan derfor på ingen måde bearbejde, hvis det kan være svært at slippe billederne fra sit indre blik, hvor man genoplever dét øjeblik, hvor toget rammer personen.

Tag vores Falck-reddere. De bliver sendt ud til nogle af de mest væmmelige syn, man kan forestille sig. Uanset hvor hård en hund, man måtte være, kan det ikke undgås, at man bliver påvirket af at skulle skrabe en hel familie af asfalten, som er blevet kvast i en bilulykke.

Vi har i dag en veteranpolitik med en bred vifte af tiltag, som tilbydes før, under og efter en udsendelse. Men tilsvarende har vores politi- og fængselsbetjente, sundhedspersonale, togførere, reddere osv. ikke den samme mulighed for hjælp og støtte, når de udsættes for ubehagelige og skelsættende oplevelser.

Som minimum burde man starte med at tage problematikken med ind til bordet i de igangværende politiforhandlinger og øremærke ressourcer til at forbedre vilkårene for vores politibetjente, ligesom man i sin tid gjorde for vores veteraner. Men det er selvsagt ikke nok.

Vi har et unikt system til vores PTSD-ramte veteraner, og den ekspertise, der er hos Forsvarets dygtige psykologer, burde vi udbrede til at gælde andre faggrupper. Alle, der hver dag tjener Danmark i uniform, burde få den samme ret til specialiseret behandling.