Gud, kongehus og fædreland: Vi æder det hele råt
Det kan godt være, at vi kæmper med et problematisk sundhedsvæsen, dagsinstitutioner og en ældrepleje, hvor der mangler ressourcer og hænder, men Gud, kongehuset og fædrelandet betyder mere.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Så blev det tid til en ny lønforhøjelse til vores kære dronning - og sikke en af slagsen.
Når dronningen skal have en lønforhøjelse, skal det selvfølgelig ikke være en slatten omgang, som sygeplejerskerne eller SOSU’erne fik med OK18-aftalen. Nej, det skal være en, som batter noget og lever op til kongehusets navn. Selvfølgelig er sygeplejerskerne og SOSU’erne ikke vigtigere end kongehuset.
Kongehuset er nemlig meget vigtigt for vores land og økonomi. De er god reklame for Danmark og vigtige at have med, når danske virksomheder er på besøg i udlandet - fx i demokratiske lande som Saudiarabien. Vi skal da med glæde betale for kongehusets udlandsrejser, så danske virksomheder kan tjene nogle flere penge. Pengene ender i sidste ende alligevel i vores lommer, ikke sandt?
Derudover betyder kongehuset meget for vores nationalfølelse. Kongehuset har altid eksisteret og er en vigtig del af danskheden. Hvis man spurgte danernes forfædre om deres holdning til kongehuset, kan det godt være, de ville fortælle, at kongehuset bl.a. har pint, plaget og tæsket bønderne (arbejderne), mens de selv har levet i velstand, men det har ingen betydning i dag. For i dag løber kongehuset Royal Run med danskerne, og dronningen vinker pænt til de fremmødte, hver gang hun er på besøg ude i det ganske land. Vi venter alle sammen hver nytårsaften på, hvad dronningen denne gang skal fortælle os.
Der er bare noget eventyrligt over kongehuset, som vi ikke kan undvære.
Hvis ikke vi havde kongehuset, ville vi højst sandsynligt have en præsident, og som om han/hun ikke også ville være dyr i drift. Derudover ville det betyde, at vi skulle til at stemme om, hvem der skulle sidde på den post, og vi skulle høre politikerne fortælle os om, hvorfor vi lige præcis skal stemme på den ene frem for den anden. Som om vi ikke allerede har valgrunder nok. Så er der både folketingsvalget, europaparlamentsvalget, kommunalvalget og som det nye præsidentvalget. Nej nej, det er meget nemmere med kongehuset. Der går det i arv, og vi skal overhovedet ikke bøvle med et demokratisk valg.
Vi betaler med glæde for kongehusets beskyttelse, udlandsrejser, transport og husleje. I skulle bare vide, hvad vi er klar til at gøre for fædrelandet og kongehuset. Og hvad så, hvis kongehuset koster omkring 386 millioner kr. om året? De er alle pengene værd. Det kan godt være, at vi kæmper med et problematisk sundhedsvæsen, dagsinstitutioner og en ældrepleje, hvor der mangler ressourcer og hænder, men Gud, kongehuset og fædrelandet betyder mere.
Hvis du hopper på denne hyggelige fortælling, så behøver du ikke at læse videre.
Hvis du derimod alligevel vælger at fortsætte, så ved du da godt, at samme fortælling og brug af nationalfølelse og religion foregår i alle lande. Fx da Erdogan i starten af marts måned, efter at 36 tyrkiske soldater havde mistet livet i Syrien den 27. februar, talte om de dræbte soldater som martyrer og fortalte, at de var døde i fædrelandstjeneste og i en hellig krig, så var det de samme følelser, han spillede på.
Når Trump f.eks. siger ”Amerika først”, tror I så virkelig, han tænker på underklassen? Eller når danske soldater bliver sendt i krig i Mellemøsten, Afrika eller andre verdensdele, er det så for den helt almindelige danskers sikkerhed herhjemme, eller er det fordi, elitens interesse er på spil og skal plejes?
Hvorfor tror I, at der hele tiden bliver skabt et billede af farlige Rusland og farlige Putin eller af et udemokratisk Kina for den sags skyld? Det er bl.a. for, at vi dødelige skal tro på, at der er en trussel imod vores land, og at vi dermed er villige til at bruge 65 milliarder kr. på nye kampfly og samtidig sende vores børn i krig, hvis det skulle blive nødvendigt.
Uanset om vi vil det eller ej, så er vi flokdyr og følger bare det, magthaverne fortæller os. Vi er alle tilbøjelige til at blive narret og snydt. Den eneste forskel er bare graden af udnyttelse, staterne bruger over for deres befolkninger.
Mig bekendt har intet menneske kunnet bruge fædrelandskærligheden efter sin død eller kunnet medbringe en smule jord med sig til brug i det næste liv. Nej, vi dødelige kan få lov til at håbe og bede guderne om bedre dage, imens de velhavende allerede lever deres bedste dage i dette liv.
Så indtil da - rejs jer op og råb: Gud, konge og fædreland.