Fortsæt til indhold
Kommentar

Der skal en ny sheriff til byen. Og sheriffen skal vælges af folket

Borgerne mangler tillid til politiet. Det kan kun ændres, hvis vi indfører mere demokrati i politiets rækker og lader borgerne vælge politidirektøren i landets 12 politikredse.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg bruger en stor del af mine arbejdstimer netop nu på at løbe til og fra forhandlinger i Justitsministeriet om en ny flerårsaftale for politiet. Her tales meget om lokale og nære indsatser, der skal være med til at skabe tryghed, uanset om du bor i Thisted eller Tingbjerg. Så langt så godt. Men jeg tror ikke, vi når i mål med det alene.

For sandheden er, at befolkningens tillid til politiet er dalende. Flere kommuner, handelsdrivende og virksomheder ønsker at anvende private vagtværn til opgaver, der burde være helt almindelige politiopgaver som at forhindre butikstyveri, biltyverier og efterforske indbrud. Da justitsminister Nick Hækkerup præsenterede regeringens udspil til en ny politiaftale, fremhævede han faktisk, at kun seks ud af ti borgere er tilfredse med den kontakt, de har haft med politiet. Det undergraver retsstaten og dermed vores demokrati.

Jeg går med en drøm om at eksperimentere med en folkevalgt politiledelse i de 12 danske politikredse, for jeg mener helt grundlæggende, at du og jeg skal have langt større indflydelse på, hvordan staten forvalter sit magtmonopol. Det er jo selvfølgelig ikke en løsning, vi kan rulle ud i samtlige politikredse i morgen, men ordningen burde prøves af som et pilotprojekt i Nordsjællands Politi, der strækker sig over fire år - samme periode som et politiforlig. I Nordsjællands Politi har der i de senere år været en del uro på de interne linjer, hvor ledelsen og de ansatte har været uenige om en række forhold. Blandt andet mængden af den tryghedsskabende tilstedeværelse på gaden. Det helt nære forhold mellem borger og politi.

Borgerne bør have medbestemmelse på, hvordan politiet forvalter sine opgaver. Det er jo trods alt borgerne, de er sat i verden for at beskytte. Modellen er kendt fra England, hvor alle ustraffede borgere over 18 med et britisk eller europæisk statsborgerskab i dag kan stille op til valg som såkaldt Police and Crime Commissioner. Den folkevalgte politidirektør skal naturligvis agere inden for retsplejeloven og fortsat være underlagt Det Uafhængige Politiklagenævn i behandlingen af klager over politiet.

Justitsministeriet bør øjeblikkeligt nedsætte en task-force bestående af faglige eksperter, politirepræsentanter, anklagemyndigheden, domstole og Kriminalforsorgen samt faglige organisationer og forskere på området, så vi kan få fuldt overblik over de engelske erfaringer og få skabt en model for et lignende forsøg i Danmark.

Gennem demokrati skal vi øge trygheden.