Europa er vokset op nedefra

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

En nysgerrig journalist udbad sig for nylig min vision for Europa. Bare mellem 75-100 ord, præciserede han. Visionen skulle bruges i et oplæg til en tv-venlig debat om Europas vision på tv-kanalen dk4. Den tænkte jeg lidt over. En vision ligefrem? Men så gik jeg med på legen ud fra et lønligt håb om, at jeg måske kunne lære noget.

Europa har i mere end et årti været præget af kriser og opsplitning, forklarede journalisten. Det afgørende spørgsmål i vor tid er ikke kun, hvordan det europæiske projekt kommer videre, men også hvad det skal videre mod. Deri har han ret. Hvad er formålet egentlig med det europæiske projekt, som p.t. går under forkortelsen EU?

Kodeordene er integration og mainstreaming, og anledningen synes ikke blot at være magthavernes ambitioner på egne og deres partiers vegne, men tillige Kinas voksende indflydelse, USA’s svækkelse, Ruslands nærhed og Europas isolation. Hvad skal vi stille op geopolitisk?

For at kunne svare på dette aktuelle spørgsmål må vi have en idé om Europas identitet. Uden kendskab til, hvad der har formet kontinentet, bliver alle visioner de rene skrivebordsprojekter. Dem findes der mange af, især blandt politikere, lobbyister og aktivister, der flokkes om Bruxelles. Først må vi spørge: Hvem er vi? Hvad er vi? Hvor kommer vi fra?

Europa er vokset op nedefra. Fra bystater til regioner, stater, folk og nationer. Fra land til by, fra det flade til det høje, fra floder til kyster, fra familier til det civile samfund, fra kristendom til kirke, fra landbrug til industri, fra bønder til borgere. De dramatiske konflikter i Europas modningstid rummer en vigtig pointe: Her ser vi, hvad fyrster og konger kom op imod, hvis de forsøgte at dominere kontinentet. Små stater er Europas særkende, og de vandt deres selvstændighed, fordi de fandt nye alliancepartnere og således undgik, at én magt gik hen og blev for magtfuld.

Europas historiske dna har med andre ord netop været magtbalancens. I et verdenshistorisk perspektiv udgør denne pluralisme – koblet til intern rivalisering i staterne mellem konge, gejstlige, adel og byeliter – en undtagelse og er præcis, hvad der definerer den europæiske erfaring og praksis siden Romerrigets undergang: Europa er imperiet, der aldrig blev et imperium.

Noget anderledes forholder det sig i den muslimske del af verden, hvis historie fremviser en lang række af enevældige klaner, kaliffer, underudviklede civilsamfund og endeløs strid mellem sunni- og shiamuslimer. Samtidig præsenterer islam sig som en tidløs og universel sandhed, der ikke respekterer politik og territorialgrænser eller sekulære fredstraktater.

Derimod lagde de europæiske fredsaftaler for 400-500 år siden grunden til det europæiske statssystem og sekulariserede med tiden international politik. Hvad de kristne lærte på den hårde måde gennem blodige konfessions- og borgerkrige, lærte stærke og vedholdende kræfter i islam netop ikke: at religiøs magt skal tøjles af verdslig magt.

Den særlige europæiske erfaring må indgå i enhver bæredygtig vision for europæernes fremtid. Hvis vi anerkender, at Europa er vokset op nedefra, vil ethvert projekt, der starter i den anden ende, være dømt til at mislykkes. Folkene skal med. Borgerne skal føle, de har aktier i visionen, og den er nødt til at vedstå sig både den kristne kulturarv og det vesterlandske nærdemokrati.

Når det gælder Europas fremtid, skal vi ikke tænke ”ud af boksen”, sådan som de progressive i politik, kultur og virksomheder plejer at mene, men inden for boksen. Boksen er ikke problemet, den er netop en del af løsningen.

Coronakrisen har kun understreget nationalstatens relevans og nødvendighed. Det var den – og ikke de overnationale organisationer – der traf beslutningen om at lukke grænser og indstille den almindelige aktivitet. Det var mod den, vi vendte os, da vi stod over for det ukendte. Og det er til den, vi retter nye og rimelige krav om et bedre stående beredskab, flere iltapparater, sengepladser, felthospitaler osv.

Alt for længe har nationalstaten været udskældt, og alt for længe har vi sat føderalisme og fromme drømme i stedet. Krisen viser os, hvor meget der stadig står og falder med det, mange stadig kvier sig ved at kalde vores hjem.