Forråder vi det jødiske folk, forråder vi os selv
Vi vil gøre os til foregangsland for alle andre verdens lande, hvis vi forbyder omskærelse og sender jøderne ud af Danmark. Man gyser ved tanken.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Omskæring. Et irreversibelt indgreb, der permanent ændrer udseende og nedsat funktion af penis. Lemlæstelse af små drengebørns kønsdele. Skæve og deforme penisser. Udtørring af penisglansen. Penisser, der ikke kan tilfredsstille seksuelt, nedsat seksuel nydelse og vanskelighed ved forplantning.
Ja, noget i den stil lyder argumenterne og de solide overdrivelser i den verserende omskæringsdebat, der er blevet trukket ned på et niveau under lavmål – uværdigt og uden blik for mennesket som andet end et behovsvæsen – en kødklump med kønsdele.
Men trumfen i debatten for et omskæringsforbud er ”barnets tarv”. Barnet har religionsfrihed (læs: Forældrene må ikke give et religiøst tilhørsforhold videre til deres børn – og politikerne kan vel lige så godt komme i gang med et dåbsforbud med det samme). Barnet skal have frihed til at bestemme over sin egen krop, egen identitet, ja, eget alt muligt.
Og det er dét, der er problemet: Barnets tarv er blevet sat ind i tidsåndens løsen om den individuelle personlige frihed og det enkelte menneskes ukrænkelige ret til at beslutte alting selv, forme sin egen identitet – være sin egen fortælling og skaberen af sin egen fortælling. Alt det, som den identitetspolitiske dagsorden lever og næres af.
Og når dét er prologen for vor tids forståelse af, hvad det vil sige at være menneske, er det selvfølgelig vanskeligt at begribe, at omskæring netop handler om at være sat ind i en fortælling – indskrevet i det jødiske folks fortælling – sat ind i et historisk, kulturelt og identitetsmæssigt fællesskab, der samles om ritualer, traditioner og tro.
Men anerkender man ikke, at det også er barnets tarv at være skænket et åndeligt tilhørsforhold og dermed betingelsen for, at en kultur bæres videre, ja, så er det nok svært at forstå, at omskæring ikke bare handler om forhud, men om ånd. Om et åndeligt forhold mellem Gud og menneske. Og omskæringen er et tegn på pagten, på aftalen mellem Gud og Abraham, der blev kaldet til at blive stamfar til hele det jødiske folk, israelitterne, det udvalgte folk.
»Talrige som himlens stjerner skal dine efterkommere blive, i slægt efter slægt skal I være velsignet, og til alle tider vil jeg være jeres Gud.« Det var løftet. Det var forjættelsen. Det er grundlaget for det, der med Kristi mellemkomst, med profetien om Betlehemsbarnet, der efter jødisk skik blev omskåret på ottendedagen – med korsdød, hanegal og morgensang og opstandelse blev til kristendommen, der er den åndelige rygrad i den vestlige civilisation og kultur – grundklangen i vores åndsfrihed og vores menneskesyn. Så forråder vi det jødiske folk – ja, kære venner – da forråder vi os selv.
Jeg vil aldrig selv lade mit barn omskære, for jeg er kristen. Og vi har gjort op med de ydre tegn og fået barnedåben som vandmærke på barneforholdet til den nådige Gud, vores himmelske far. Jeg ville ikke kunne leve med, at mit barn ikke var døbt. Aldrig turde leve med det. For dåben er et trosforhold. Et hjerteforhold. Det er dét, der bor dybest inde i et menneskes sjæl. Sådan bor også omskæringen, aftalen, pagten, troen, kærligheden i jødernes sjæl. Og vil vi virkelig være foregangsland på at forgribe os på troende hjerter? Vil vi gøre os til foregangsland for alle andre verdens lande på at sende jøderne ud af Danmark – og fortsætte den jødeforfølgelse, der ellers sluttede i foråret 1945?
Nu med en anden ideologi som fortegn, nemlig den, der handler om individualisme og identitet – rettigheder og personlig frihed og udfoldelse. Det er verdenshistorie, hvis det sker. Og jeg gyser ved tanken.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.