Vi kommer ikke uden om kernekraft, hvis vi tager klimakrisen alvorligt
Alle taler om klimakrisens alvor. Alligevel kan jeg godt være nervøs for, om vi virkelig har forstået alvoren og den meget korte deadline, vi har for at løse problemerne. Beslutninger skal træffes baseret på viden og ikke følelser. Når det kommer til kernekraft, ved vi alt, alt for lidt.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Når man taler om kernekraft, så er der lige for tiden to reaktioner. Der er dem, som er meget aktive fortalere for teknologien og ingen problemer ser. Og så er der dem, som er meget bange for teknologien og stort set ikke ser andet end problemer.
For mig er det vigtigt at holde sig til viden frem for følelser. Især i en debat, hvor frygt eller hovmod nemt kan tage over. Klimakrisen er noget, som jeg helt oprigtigt er bange for. Også mere bange end for kernekraft. Men uanset hvad vi frygter, må og skal vi hæve os over frygten. Det er dumt og potentielt farligt at træffe afgørende politiske beslutninger baseret på følelser og frygt. Beslutninger skal bunde i viden og dybdegående overvejelser.
Vi trænger desperat til mere viden om kernekraft i Danmark. Når jeg taler om kernekraft med folk, så møder jeg stadig mange, som forestiller sig teknologien anno 1986. Ligesom med din mobil, er kernekraften også noget helt andet i dag end i 1986. Heldigvis.
I dag taler man meget om flydende salt. Det synes jeg virkelig ser lovende ud. Desværre har vi i Danmark et forbud mod at blive klogere på teknologien. Det hæmmer danske virksomheder og dansk eksport. Et forbud mod at blive klogere er noget nær det dummeste, jeg har hørt!
Det betyder ikke, at vi jubelidiotisk skal bygge kernekraftværker på alle ledige parkeringspladser og marker i Danmark. Det er teknologien ikke moden til endnu, og vi ved ikke endnu, om den er rentabel og god i Danmark. Dertil kommer spørgsmålet om affald. Men vi må og skal tillade os at blive klogere!
Mulighederne er mange, hvis vi tillader os selv at tænke mere, end vi føler i debatten om kernekraft og klimakrise. Jeg er nået dertil, at hvis man virkelig tager klimakrisen alvorligt, så kommer vi ikke uden om kernekraft.
P.S. Luftforurening fra fossile brændsler dør man også af. Hungersnød som følge af tørke og klimakrise dør man også af. Så vi må ikke tro, at kun kernekraft kan være farligt. Al energiproduktion har omkostninger og risici. Spørgsmålet er, hvilke vi er villige til at tage.