Hvor meget betyder etnicitet og hudfarve, når vi taler om problemer?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Den 15. august sagde statsministeren på et pressemøde, jeg citerer: »Når vi ser nøgternt på smittetallene, så er der ganske enkelt for mange med ikkevestlig baggrund, som er smittet. Jeg kan se, at der nogle steder i den offentlige debat bliver sat spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er en rimelig diskussion at have, om det er rimeligt at hæfte sig ved det faktum. Mit klare svar til det er, at ja, det er det.«

Få dage senere på et pressemøde i forbindelse med Socialdemokratiets sommergruppemøde siger statsministeren følgende: »Det her handler om, at når man bruger S-togslinjerne i Storkøbenhavn, så skal man ikke være bange for at tage hjem om aftenen, fordi der er 15-17 indvandrerdrenge, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Man skal ikke være bange for at gå ned i sin egen vaskekælder, og man skal ikke gå uden om indkøbscentrene på den københavnske vestegn.«

Ved første øjekast virker det, som Mette Frederiksen siger, måske helt ufarligt, men sådan har alle ikke opfattet hendes udtalelser. Mange er blevet stødte over hendes udtalelser og har stået uforstående over forhendes sprogbrug, og hvorfor hun skulle udpege en bestemt befolkningsgruppe som smittespredere og utryghedsskabende.

Andre mente, at det helt var på sin plads og godt, at statsministeren klart og tydeligt fortalte, at det er dem med anden etnisk herkomst end dansk, som er skyld i smittespredningen, eller som skaber utryghed i Danmark. Ergo: Dem, som allerede havde en masse fordomme modfolk med anden etnisk herkomst end dansk, greb selvfølgelig statsministerens udtalelser og fik mulighed for at blive bekræftet i deres allerede eksisterende fordomme om, at muslimer er ødelæggende for Danmark.

Hvor man står i forhold til statsministerens udtalelser, har selvfølgelig meget at gøre med ens holdning til udlændingedebatten, ens politiske overbevisning, ens syn på andre mennesker samt ens generelle livsfilosofi og ståsted i livet.

Vi har nemlig alle sammen rigtige og forkerte holdninger og meninger i livet, som fungerer som vores helt egne unikke overlevelsesredskaber. Vi prøver alle i sidste ende at kunne navigere i det liv, vi nu engang har at gøre godt med. Din sandhed er din, og min sandhed er min. Der er en masse faktorer, der har gjort, at du tror på det, du tror på, og det samme gør sig gældende for – ja, alle andre.

Havde jeg f.eks. været den 18-årige unge Utku, så ville jeg højst sandsynligt tænke: ”fucking danskere, de er alle sammen racister, selv statsministeren er efter ’os muslimer’”. Jeg ville med det samme gå i forsvarsposition og ville uden tvivl opfatte statsministerens udtalelser som en eskalering af den “dem og os”-tilstand, der eksisterer i samfundet.

Min daværende situation, ståsted i livet, omgivelser, frustrationer, bekymringerne m.m. blev selvfølgelig afspejlet i mine holdninger. Jeg var en ung, frustreret og sekundært traumatiseret flytning fra ghettoen. Selvfølgelig var det en kamp mellem “dem og os”.

I dag som en 36-årig ung mand med en lang videregående uddannelse i bagagen, som arbejder, betaler sin skat, ikke begår ulovligheder, far til en smuk lille engel og dermed har et helt andet ståsted i livet, ser jeg selvfølgelig anderledes på udtalelserne.

Jeg anerkender og forstår de forskellige holdninger, som folk har til statsministerens udtalelser. Jeg mener altid, at vi skal italesætte problemer og ikke være bange for at debattere og kritisere, når forskellige hændelser opstår. På den anden side kan jeg også sagtens forstå dem, som bliver stødt af udtalelserne. I mange år har der været alt for meget fokus på muslimer, og tonen i debatten er med årene blevet mere og mere ekstrem.

Der er desværre opstået en tilstand, hvor mange tænker ligesom den 18-årige Utku: at det er “dem og os”.

Danskerne kan ikke lide “os”. Hør bare, hvad statsministeren siger. Hun giver muslimerne skylden for smittespredningen i Danmark og for at skabe utryghed i København. Danmark kan ikke lide os. Se bare, hvordan staten bruger millioner af kroner på at beskytte en mand som Rasmus Paludan, der ikke laver andet end at svine muslimer og deres religion til.

Det er med disse briller, at mange med anden etnisk herkomst end dansk ser på situationen.

Jeg anerkender og forstår godt, at mange kan tænke sådan. Vi hører f.eks. aldrig statsministeren snakke om, at det er etnisk danske drenge eller mænd, der begår noget ulovligt, når det i ny og næ sker. Vi hørte hende heller ikke sige, at det var blandt blåøjede etniske danskere, at smittespredningen steg dengang tilbage i marts måned. Nej, hun sagde, at det skete i den brede befolkning. Der er ingen tvivl om, at man er mere tilbøjelig til at nævne, udskamme eller udstille folk med anden etnisk herkomst end dansk, når muligheden opstår.

Når det så er sagt, så ved vi alle sammen godt, at nogle indvandredrenge går i store grupper og godt kan være højlydte og måske endda begå noget kriminelt. Flok-/gruppementaliteten er meget mere udbredt blandt folk med anden etnisk herkomst end dansk sammenlignet med etniske danskere. Alle ”os”, som er opvokset i ghettoen, ved da godt, at det er drengene med anden etnisk herkomst end dansk, der går rundt i store grupper og hænger ud foran indkøbscentrene. Det er ikke en hemmelighed, og vi burde da kunne tale om det. Akkurat på samme måde burde vi kunne tale om, at smittespredningen var høj blandt somaliere i Aarhus.

Jeg er bare bekymret for, at debatten og kløften i samfundet har nået et uheldigt punkt, hvor alt vil blive betragtet som racistisk og som en kamp mellem “dem og os” eller handle om at pege fingre ad andre.

Hvordan kommer vi videre? Hvornår får vi genoprettet sammenhængskraften? Det aner jeg virkelig ikke. Hudfarve, etnicitet, religion m.m. burde egentlig ikke spille en rolle, men vi mennesker har det bare med at falde i samme fælde igen og igen, og vi undgår helt at lære af historien, selv om den er fyldt med skræmmende begivenheder.

Hvis bare vi kunne se bort fra hudfarve og etnicitet og se mennesket foran os med alt, hvad det indebærer. Hvis bare vi kunne lære at forstå andre og sætte os i deres sted uden at dømme dem på forhånd.

Selv om jeg er født i Tyrkiet og har tyrkiske forældre, så er jeg opvokset i Danmark og har fået mig en tilværelse her i landet.

Selvfølgelig ønsker jeg det bedste for Danmark. Det gør jeg, fordi jeg har hjemme her. Det er her, jeg bor, går på arbejde, mødes med venner og familie. Det er her, mit barn går i vuggestue og højst sandsynligt vil få sig en fremtid på godt og ondt.

Derfor er det da klart, at jeg vil have tryghed og fred her i landet. Selvfølgelig vil jeg kæmpe for, at retfærdighed, frihed og demokrati skal bevares i Danmark.

Alt dette ville jeg også ønske og kæmpe for, hvis jeg boede i Italien eller i Chile.

Derfor burde det heller ikke betyde noget, om det er etnisk danske drenge, der skaber utryghed, eller om det er drenge med anden herkomst end dansk. Det burde handle om utrygheden, og hvordan vi får bekæmpet den. Det samme gælder smittespredningen: Det er mennesker, der spreder den – uanset deres etnicitet og hjemkomst. Selvfølgelig skal alle, som bor i dette landområde, der bliver kaldt Danmark, følge landets love og regler uanset etnicitet og hudfarve m.m., men diskussionen må ikke handle om, hvem der er de rigtige eller forkerte pga. deres herkomst og hudfarve.

Jeg er måske alt for naiv eller idealistisk, men så længe vi ikke ser bort fra disse mærkater, som vi putter på hinanden, ja, lige så længe vil hadet og kløften i samfundet og i verden fortsætte med at vokse.

Jeg burde måske bare stoppe med at have alt for store tanker om os mennesker. Vi er og forbliver måske bare en flok Homo sapiens.