Hvorfor enhver rød regering er værre – meget værre – end en blå, endda uden udlændingepolitik

Regeringen fremsætter sit forslag til finanslov for 2021 i dag. Den står i coronaens tegn, og det kan ikke undre. Efter hvad jeg har læst indtil videre, har jeg ikke mange bemærkninger.
 

Min indvending er mere principiel og er også til dels et selvopgør. Lad mig tage læseren ud på en vandring, min vandring, siden 1999.

I 1996, er jeg ret sikker på, begyndte jeg at spørge mig selv, om den førte udlændingepolitik nu også var den rigtige eller bare nogenlunde korrekt ført. Jeg spekulerede jævnligt over dette i de næste tre år, men havde svært ved at frigøre mig fra min oprindelige venstreorienterede idé om, at man ikke kunne være humanistisk nok, og at modstand mod at lægge Danmark åbent for asylsøgere fra alverdens lande i den tredje verden samt familiesammenføringer fra samme måtte skyldes en form for ondskab fra højreorienteredes side.

Det siger sig selv, at jeg siden 1999, hvor jeg endegyldigt måtte konstatere, at jeg var blevet højreorienteret, har fået mere ret, end jeg troede muligt. Nok om det for nu. Læsere af denne blog ved for længst, at intet emne optager mig mere, fordi det er eksistentielt.

Og derpå til selvopgøret. Jeg har i mere end 20 år været så fokuseret på udlændingepolitikken, at jeg som oftest har glemt forskellen på en rød og en blå regering. Jeg har alt for ofte tænkt, at hvis bare Socialdemokratiet kom til fornuft, ville meget blive bedre. 

Socialdemokratiet under statsminister Mette Frederiksens ledelse er efter næsten 40 år kommet til den erkendelse, at den ikkevestlige indvandring har været en ulykke. Det er stærkest illustreret i integrationsminister Mattias Tesfayes bog ”Velkommen Mustafa”, hvor Mattias Tesfaye hen imod slutningen konstaterer, at det danske Folketing ikke burde have givet opholdstilladelse til hverken såkaldte gæstearbejdere i slutningen af 1960’erne eller til den voldsomme lempelse af asyllovgivningen i 1983.
 

Så langt, så godt. En Mette Frederiksen-regering gør ikke mere, end en Lars Løkke-regering gjorde. Det står vist særligt klart efter sidstnævntes pinlige forsøg på at tiltrække sig opmærksomhed. Lars Løkke undertegnede Marrakesh-aftalen med stor fornøjelse, ved vi i det mindste i dag, efter at den højst forhenværende statsministers bog er kommet frem.
 

Omsider er vi nået til det egentlige i dette blogindlæg. Det gør faktisk en forskel, om det er en rød eller blå regering, også selv om de begge fører en uansvarlig udlændingepolitik, hvor ingen vil tage det nødvendige opgør med internationale konventioner, der blev udformet for at beskytte europæere fra kommunismen, ikke for at lade den tredje verden få adgang til Europa i uhørt store tal.

Den nuværende regering er ekstrem, fordi den fremmer alle de dårligdomme, som er affødt af den ydre venstrefløjs syn på, hvad mennesket er. 

Vi har at gøre med en minister, Ane Halsboe-Jørgensen, der mener, at køn er en social konstruktion.
Kun ideologisk besættelse kan få nogen til at benægte, at der er gennemsnitlige forskelle mellem kønnene, og at lande med ligestilling mellem mænd og kvinder især viser disse forskelle.
 

Helt forfærdeligt er venstrefløjens holdning til kønsskifte, hvor man tilsyneladende vil tillade umyndige ned til seks år (sic!) at skifte køn. Det er ren kommunisme, hvor man tror at kunne skabe hvad som helst ved tankens kraft.
 

Endelig er der venstrefløjens manifeste forestilling om, at der altid kan bevilges ubegrænsede midler til hvad som helst. Pengetræet eksisterer i det øjeblik, hvor vi fjerner os fra Socialdemokratiets absolutte højrefløj.
 

Jeg indrømmer således gerne, at jeg i for ringe grad har været opmærksom på andre emner end det udlændingepolitiske. Jeg håber at have gjort en smule afbigt med dette indlæg.