Fantasier om børn er gjort til virkelighed

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg skrev om det forleden, men det er ikke et nyt projekt, det med at læsse ansvaret over på børnene. Idéhistorisk begynder det i 1700-tallet, men tager til i løbet af de seneste 100 år med foreløbigt klimaks de seneste 30. Som Anne-Marie Vestergaard minder om i nyeste runde af ”Jalving ser rødt”, var det den bedst sælgende forfatter i sin samtid, filosoffen Jean-Jacques Rousseau, der fostrede idéen om det perfekte, oplyste og selvberoende barn, som med fordel kunne overlades til sig selv, så det kunne realisere sit inderste og smukke væsen, retlede de voksne og gøre verden til et bedre sted. Autoriteterne – og deres undertrykkende stat, videnskab, kunst og materialisme – var fjenden. Naturen var god, civilisationen var ond og korrupt. Børnene repræsenterede håbet, oprøret og fremtiden; de bar utopien i sig som fri fantasi.

Rousseau levede op til sine tanker. Han fik fem børn og forlod dem alle. De voksede op på børnehjem, mens farmand rejste fra eksil til kongedømme, vandrede i naturen, jagtede damer og skrev sine udødelige bøger.

Mange år gik. Børn var stadig børn, voksne stadig voksne, og den korporlige afstraffelse gik ikke sådan lige af mode. Men efter to ødelæggende verdenskrige i det 20. århundredes første halvdel fandt filosoffens romantiske tanker ny resonans i Vesteuropa. Barnet skulle atter befris fra konformitet og undertrykkelse. Denne gang handlede det om fred. Det naturlige barn var ikke alene uskyldigt, det var også bedre end voksne til at leve i fredelig sameksistens. Oprørstrangen steg. Med 1968 og det, der fulgte, sprang blomsterbørnene ud, og fantasien kom til magten.

Vi klipper til i dag, 50 år senere. Nu har blomsterbørnenes børn selv fået børn, og forældrene taler lige så fantasifuldt om det kompetente barn, dets frisættelse og rettigheder og om, at det slet ikke duer at skælde ud eller hidse sig op. Imens eksploderer bogstavsdiagnoserne, og psykologerne river sig i håret. Vi er stadig styret af fantasier.

I dag handler den progressive frigørelse ikke så meget om sex og stoffer som om identitet. De unge må ikke drikke alkohol, men de må godt skifte køn. Poderne bedes vælge ét ud af utallige; jo før, jo bedre, så de kan trimme deres unikke personlighed i sync med slagordene fra den digitale verden og techindustri. Vi kredser om identiteten, som Jorden kredser om Solen. Identitet er blevet universets centrum. Hvad tidligere tider ikke formåede, er lykkedes så overvældende i løbet af blot den seneste generation, som har gjort Rousseaus drømme til virkelighed.

Nu er det selvet, vi bekender os til, når vi gransker vores inderste, dybeste sjæls hemmeligheder og kræver dem respekteret. Identitet betyder: mig selv! Mens de store, stående og kollektive identiteter dekonstrueres af eksperter, chefredaktører og progressive talspersoner, skyder de små identiteter frem som partisaner. Alle vil have en identitet, helst flere, og har de ikke nogen, så opfinder de én, sådan som litteraten Hans Hauge har noteret. Han er selv overrasket. I 1990, efter Murens fald, troede han og andre, at identiteterne ville blive oplevet som noget truende og konservativt og derfor ville ende på historiens mødding. Men nu erkender han, at især unge mennesker flokkes om deres helt personlige jeg-identitet. Jeg er mig og f**king ingen anden.

Den tiltagende singularisering udgør en af brikkerne til forståelsen af, hvorfor så mange i dag taler om køn, seksualitet og race. En anden årsag er, at staten, altså den danske, er blevet en stat med flere folk, grupperinger, ghettoer og kundesegmenter, ligesom dansk identitet med årene er kommet til at bestå af mange, små identiteter uden anden nævneværdig kobling, end at vi alle har dansk pas, også dem, der taler arabisk. Der skete noget efter Murens fald, pointerer Hauge:

»Ideologi blev afløst af identitet. Ideologi hører Den Kolde Krig til, mens identitet hører til globaliseringen, der kom efter. Ideologi og identitet er væsensforskellige. Ideologi handler om, hvad vi tror på. Identitet handler om, hvem vi er. Hvad vi tror på, kan være forkert, eller det kan kritiseres. Det muliggør ideologikritik og religionskritik. Identiteter skal derimod respekteres og ikke kritiseres.«

Dette er meget kort sagt, hvad der er sket på den politiske scene i løbet af 30 år. Tidsånden har taget et spring. Identitet er blevet den nye ideologi, som er hævet over alting, også kritik. Identiteter skal respekteres, det lærer skolebørn i 1. klasse. Nogle pædagoger kalder det at værdsætte forskellighederne. De skulle skamme sig.

Links:

forleden: https://jyllands-posten.dk/opinion/blogs/mikaeljalving/ECE12360070/barndommen-er-afskaffet/

Jalving ser rødt: https://jyllands-posten.dk/podcast/jalvingserroedt/ECE12368762/jalving-ser-roedt-giv-barndommen-tilbage-til-boernene/

Hans Hauge: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/identitet-er-et-faengsel-uden-udgangsmulighed