EU nøler, mens illegale migranter igen strømmer over Middelhavet

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Coronapandemien og de lukkede grænser var i mange måneder skyld i, at vi så et fald i antallet af illegale migranter flere steder i verden. Men i takt med at flere af EU’s grænser er åbnet igen, så er der også blevet sat skub i nye strømninger henover sommeren. I Italien har man oplevet en stor stigning i tunesiske migranter, som i tusindvis flygter på grund af økonomiske forhold og arbejdsløshed i deres hjemland. I Spanien har man set mange både ankomme til landets kyster med hundredvis af illegale migranter. Tilstrømningen er eksploderet, og det får en til at grue for, hvor lang tid der vil gå, før presset når os.

Illegale migranter, der tager rejsen over Middelhavet, er på ingen måde et nyt fænomen. Der dukker jævnligt historier op i de danske medier med beretninger om strandede illegale migranter forskellige steder i Europa. Og det kan få en til at frygte, at coronakrisen og de genåbnede grænser kan blive startskuddet til en gentagelse af billederne fra dengang, hvor tusindvis af flygtninge og migranter vandrede ad de danske motorveje.

Og så er det, jeg spørger: Burde EU ikke være blevet klogere siden 2015, hvor der gik hul på de ydre grænser, og asylsøgere strømmede ind over grænsen? Åbenbart ikke. I stedet svigter EU kontrollen med de ydre grænser. Selv om både EU-Kommissionen og EU-landene har lovet vælgerne væsentlig øget grænsekontrol, så skinner det ikke igennem i det nye budget.

EU-Kommissionen har nemlig neddroslet sine ambitioner markant og skåret budgettet til grænse- og migrationsområdet med en tredjedel, når man sammenligner med deres oprindelige forslag. Det mener jeg er dybt bekymrende. I 2015 var man enig om, at de ydre grænser skulle styrkes, men her fem år efter skærer man åbenbart en tredjedel i pengeposen, der skulle bruges til at forhindre nye sprækker i de ydre grænser. Det er, som om at ingen åbenbart kan huske, hvad de i sin tid lovede EU’s befolkninger.

I september skal Europa-Parlamentet stemme om rammen for EU’s budget de næste syv år, hvori der bliver skåret i grænse- og migrationsområdet med en tredjedel. Og her forbeholder jeg mig retten til at stemme imod. For jeg har svært ved at se mig selv støtte noget, som fører til, at der slækkes på sikringen af de ydre grænser. Jeg har flere gange påpeget, at de ydre grænser burde sikres allerede nu med 10.000 grænsevagter. Jeg ved godt, at man ikke bare kan knipse med fingrene, og så er 10.000 mand og kapaciteten klar.

Men vi skal i gang hurtigere og i højere tempo, så EU’s eget kyst- og grænsevagt står klar hurtigst muligt. For helt ærligt, så sætter illegale migranter ikke turen over Middelhavet på pause, blot fordi EU ikke står klar og beredt ved grænsen. Nej, tværtimod. Ønsker EU virkelig at svigte sin opgave igen, som de gjorde i 2015, da millioner af migranter og flygtninge brød grænserne og strømmede op gennem Europa? Det håber jeg så sandelig ikke. Desværre ser det sådan ud, når der sådan bliver nølet med sikringen af de ydre grænser. Og det udstiller EU’s impotens, at det står og ser på noget, der har været en trussel mod EU i fem år, uden at gøre noget ved det.

EU både svigter de europæiske borgere og lader os alle vente til 2027, før vi kan være sikre på, at grænserne bliver lukket. Jeg må indrømme, at jeg synes, at det er en anelse hensynsløst blot at lade stå til og krydse fingre for, at der ingen problemer opstår. Særligt når vi kan se, at nye flygtningestrømme buldrer derudaf i ly af coronakrisen. Der skal gøres noget her og nu. Vi skal for syv søren ikke sidde på hænderne, mens vi ser hullet i EU’s grænser lige så stille blive større og større.