Fortsæt til indhold
Kommentar

Hvis kloden var en virksomhed, var der gæld for resten af året

I dag er det earth overshoot day. Det er den dag på året, hvor vi har brugt den del af jordens ressourcer, som kan skabes på et år. Det betyder helt konkret, at resten af årets 131 dage er gæld.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Sammenlagt med de seneste mange årtiers overforbrug betyder det, at vi skylder ekstreme mængder af ressourcer. Hvis kloden var en virksomhed, var likviditeten i bund, og gælden enorm.

Det bør give hver og én af os ondt i maven denne dag. Fra nu og til dagen falder den 31. december. Indtil det sker, er vi ganske enkelt ikke vores ansvar voksne!

Jeg blev politisk aktiv for over 10 år siden, netop fordi jeg ikke kunne være vores overforbrug bekendt. Det kan vi stadig ikke. 10 år er gået, og earth overshoot day befinder sig i august trods klimapakker, konventioner og internationale aftaler.

Faktum er, at vi skal tage ansvar. Det er vores pligt. Pligter skal udføres, uanset om man har lyst eller ej. Hvis mit parti mangler penge til resten af året, så nytter det ikke noget, at jeg ikke gider beskæftige mig med likviditet. At optage yderligere gæld og lade en fremtidig formand håndtere det er heller ikke en løsning. Min post, mit ansvar.

Sådan burde vi alle tænke. Borgere, virksomheder, stater og internationale organisationer og institutioner.

KD løfter sløret for vores del af ansvaret på lørdag, hvor vi lancerer et bæredygtighedsudspil med ambitioner. Vi vil hæve forskningsforbud og sikre adgang til nye, moderne teknologier. Og vi vil støtte erhvervslivet i at skabe den forandring, som alle har brug for.

Det er ganske enkelt for sent til at tænke på, hvad vi har lyst til. Fra nu af står der alene tilbage at gøre, hvad vi har pligt til. I dag bør give alle ansvarlige voksne stof til seriøs eftertanke.