Femårige børn skal ikke kunne bestemme deres køn
Borgerlige politikere er nødt til at oppe sig, hvis de vil bremse den løbske identitetspolitik, der florerer lige nu.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Juridisk kønsskifte skal være muligt for børn. Helt ned til femårsalderen, hvis det står til regeringens støttepartier.
Hvis borgerligheden virkelig vil have skovlen under den uendelige række af tåbelige lovforslag, som den identitetspolitiske dagsorden afføder, så er den nødt til at svinge sig op på den lidt højere klinge.
Fem år – da har barnet ikke engang lært at læse og skrive, barnet er ikke begyndt i børnehaveklasse, barnet ved måske ikke engang, hvad jura er, barnet kan ikke stemme til folketingsvalget, barnet hverken kan eller har juridisk lov til at køre på knallert eller føre en bil, barnet kan måske ikke engang køre på cykel uden støttehjul – men det skal da have mulighed for at skifte køn. På papiret. Juridisk i hvert fald.
Undskyld, er der en voksen til stede? Tilsyneladende ikke på Christiansborg i hvert fald, hvor regeringen her i regnbueugen presses af støttepartierne for at gennemføre forslaget om at sænke alderen for juridisk skifte helt ned til fem år.
Og regnbueflaget vajer højt over Christiansborg. For store dele af den borgerlige fløj støtter såmænd forslaget, og den mere jordbundne, værdikonservative afdeling af den borgerlige opposition er ikke i stand til at ryste op med et åndeligt funderet modargument, andet end at ”juridisk kønsskifte ikke er for børn”.
Det er der jo så meget, der ikke er. Det er død, skilsmisse, terror og krig heller ikke. Og: ”Børn skal have lov til at være børn” – ja, selvfølgelig. Men hvis borgerligheden virkelig vil have skovlen under den uendelige række af tåbelige lovforslag, som den identitetspolitiske dagsorden afføder, så er den nødt til at svinge sig op på den lidt højere klinge.
Det er ikke enkelte lovforslag, der skal fejes af bordet – nej, det er tidsånden, der skal tages livtag med. De samfundsomstyrtende identitetspolitiske stormtropper, der i disse år vælter ind over hele den vestlige verden med deres altopløsende ideologiske dagsorden, skal stoppes med ånd – med en åndelig forståelse af, hvad et menneske er. Og i forhold til det konkrete forslag om juridisk kønsskifte til små børn er vi nødt til at begynde et andet sted end i de enkeltstående tilfælde – for debatten er følsom, følelsesbåret og følelsesmanipulerende.
Jeg ved det, for jeg har selv stået flere gange i P1’s debatstudie med de sødeste forældre til børn, der ønsker kønsskifte. Ordentlige, tænksomme forældre, der vil deres elskede unger det bedste. Og hvordan forklarer man dem, at juridisk kønsskifte, altså dét, de så velmenende ønsker for deres barns bedste, ikke skal være muligt? Dels fordi der hører en vis kønsforvirring med til at være barn, og sandsynligheden for, at barnet vælger forkert, er temmelig stor.
Og for det andet giver de liv til den farlige ideologi, der insisterer på, at menneskets store lykke er frit at kunne opfinde sig selv, forme sig selv, forstå sig selv – ja, vælge sit eget køn, fordi intet ideologisk set er skænket på forhånd.
Men i virkeligheden er det menneskehedens store ulykke – og menneskehedens store sorg. Det er da lige præcis derfor, at barnet – ja, mennesket af i dag – er så forpint, så belastet, så bekymret, så søvnløst, så angst, fordi det er ved at segne under opgaven at skulle skabe sig selv.
Og paradoksalt nok ønsker selvsamme politikere gratis psykologhjælp til de børn og unge, der er ved at gå i opløsning af den ideologi, der er blevet styrende for samfundsudviklingen på mange områder.
Samtidig med, at de tvinger mennesket til at begribe og erkende sig selv i identitetspolitikkens nådesløse spejl – hvori man kun kan se sig selv på alle spejlflader.