Barndommen er afskaffet

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er, som om alvoren er ved at gå op for flere og flere med hensyn til vores børn og unge i Danmark. År for år har vi lagt alt for meget på deres smalle skuldre og bedt dem tage stilling til alverdens komplicerede forhold, som de ikke har en levende chance for at håndtere. I stedet er de ved at knække nakken.

Voksenprojektet begynder i kroppen. Først skal poderne grundigt overveje deres køn og bestemme sig for det ene, andet eller tredje, jo før, jo bedre. De skal jo vælge frit, ikke sandt? Deres forældre ikke blot forstår, men opildner de små til at grunde over og vælge deres individuelle identitet. Derfor skal de have ret til juridisk kønsskifte helt ned til femårsalderen, sådan som Mette Frederiksens støttepartier på venstrefløjen foreslår i ramme alvor uden at tænke over de groteske konsekvenser.*

Når kønnet så er fikset, fortsætter vi med klimaet. Det skal som bekendt reddes af vindmøller, demoer, overtro og den gode vilje, før verden også må befris for sexisme, nationalisme og racisme på alle bredde- og længdegrader, ligesom det også ville være fedt, hvis de unge i fælles front med gode mennesker og medier medvirker til, at Donald Trump til november stødes fra tronen som en hvid, ond mand med grimt hår og alt for mange penge.

Opgaverne står i kø; det kan kun gå for langsomt med at gøre den berømte forskel, og godt er ikke godt nok, det skal helst være frygtløst. Til gengæld er barndommen afskaffet. Uskylden er væk. Børnene gøres hjemløse. Den korte legende og eksperimenterende tid er afløst af evindelige projekter og idealer. Børnene berøves det kæreste, de har. Af deres egne forældre.

I sidste uge havde jeg lejlighed til at læse og anmelde højskolelærer Christian Hjortkjærs glimrende opgør med den progressive forældregeneration i bogen Utilstrækkelig – hvorfor den nye moral gør de unge psykisk syge. Hans pointe er, at ikke de unge selv, men deres familiære, kommercielle og politiske omgivelser har bildt dem ind, at de kan blive, hvad de vil, hvis blot de vil det nok. Især vil det være rart, hvis børnene bliver ligesom deres progressive forældre. I stedet for disciplin, forbud og regler har de unge fået al den frihed, de kunne drømme om, med det lille, afgørende twist, at de bør bekræfte forældrene i at forsage alle traditioner og overleverede sandheder og navigere individuelt, multikulturelt og klimarigtigt. De voksne siger: Vær dig selv! De mener: Vær ligesom os!

Den slet skjulte dagsorden dræner børn og unge for lidenskab. Selv børn i de små klasser klager over, at de er stressede eller ikke kan overskue tilværelsen. Det gyser i mig, hver gang jeg hører det.

I denne uge har jeg så haft mulighed for at smugkigge i tidligere undervisningsminister Merete Riisagers endnu ikke offentliggjorte bog Selvbyggerbørn – hvordan vi overlod en generation til at opdrage sig selv, som udkommer den 4. september. Bogen rummer en besindelse på myndighedsrollen og dannelsen i stedet for at overlade alt til børn og unge, så de står alene med ansvaret og meget mere frihed, end de tåler.

I et opslag på Facebook fremhæver forfatteren et af de steder, hvor børnene er blevet gjort hjemløse – takket være hvad hun kalder det »forstyrrede rum« på landets mange uregerlige folkeskoler. Her hersker der uro, distraktion, vikarer og ansvar for egen læring. Barndommen med dens særlige behov for tryghed, rammer, leg, venskaber og udvikling erstattes af noget helt andet: »Børn er ikke små voksne, som bærer verdens fortrædeligheder på deres skuldre. De skal hverken tage ansvar for klimakrisen eller deres egen læring. De skal derimod gradvist skabe sig et ståsted i verden, ved at tillære sig viden og færdigheder og ved at lære at indgå i fællesskaber og respektere andre mennesker.«

De pletvise opgør med selvrealiseringens grænseløse frihed er en af vor tids få lyspunkter og en vej til en mere kvalificeret frihed. Med frihed hentyder jeg ikke til forældregenerationens frihed – som er blevet vekslet til skilsmisser, singulære identiteter, omvendt racisme, hovedløs indvandring, dominansvold og dekadent forbrug – men til børnenes frihed.

Barndommen kommer kun én gang, men er under dekonstruktion. Derfor skal vi voksne værne om den og sikre, at vores børn lever så trygt og uskyldigt som muligt, mens de er børn og unge. I stedet har mange forældre hulens travlt med at gøre dem til teenagere, voksne, demonstranter og politiske forbrugere. Vi elsker, når de efterligner os ved at sige nej til racismen og ytre sig imod verdens uretfærdighed. Vi kan passende begynde med at styre os selv.

*Da jeg skrev dette indlæg fredag, havde jeg ikke fantasi til at forestille mig, at Socialdemokratiet ville bebude helt at fjerne den nedre grænse for, hvornår børn kan søge om juridisk kønsskifte. Sosserne har med andre ord valgt at gå længere end selv den mest dekronstruktivistiske venstrefløj.