Socialdemokratiet mangler røv i deres bukser – kontraktpolitikken er tilbage i sin reneste form

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Så fik vi Socialdemokratiets længe ventede pensionsudspil. I sig selv en lettere tynd kop te. Indtrykket, der står tilbage, er, at Socialdemokratiet med næsten lige så skarp kirurgisk præcision omfordeler (endnu flere) penge til egne vælgere, som da Astrid Krags opstillingskreds Køge stod til at modtage markant flere midler end ellers sammenlignelige Københavns Kommune. I det tilfælde var Køge Kommune – og Krags opstillingskreds – bare havnet lige præcis og selvfølgelig 100 pct. tilfældigt under en grænse, der forgyldte Køge.

Mit og mange andre fornuftigt tænkendes problem med forslaget er, at det er så selektive parametre, der er udslagsgivende for at ”være nedslidt”. At sosu-personalet og sygeplejersker forbigås helt, virker belejligt, da netop disse faggrupper er store, og derfor ville det kræve store udgifter at sikre disse nedslidte grupper. Socialdemokratiets traditionelle støtter i fagbevægelsen må slikke sig om munden ved, at de i den grad tilgodeses. Andre har været ude med en betragtning om bestikkelse af egne vælgere, og dette er jeg ikke uenig i. Som beskrevet oven for, virker det som en tendens i Mette Frederiksens regering, at egne vælgere skal tilgodeses på bekostning af andre. De 1000 kroner til folk på overførselsindkomst er af samme karakter.

Jeg ser det som et comeback til kontraktpolitikken
Kunne man forestille sig en borgerlig regering, der gik ud og lavede samme form for bestikkelse af egne vælgere? En DJØF-reform, hvor man italesatte den psykiske arbejdsbyrde, de mange timer, der lægges blandt djøfere, som noget, der specifikt krævede en indsats, som godtgjorde specifik omfordeling til denne gruppe, der med en høj grad af sandsynlighed ”tilfældigvis” ville være tilbøjelige til at stemme borgerligt? Næppe.

Mit største problem er egentlig finansieringen. Havde socialdemokraterne haft integritet og ansvar, var regningen blevet pålagt os borgere direkte. I stedet vil man slå på den gamle fjende i den onde finansielle sektor. Når man hæver skatterne for virksomheder, har virksomhederne kun to steder at tage pengene fra: overskuddet eller gennem prisstigninger til kunderne. Bankerne henter sjovt nok deres tab hos kunderne gennem stigning på de ydelser, som bankerne leverer. Det har den – for socialdemokraterne behændige konsekvens – at man igen kan udskamme de usolidariske banker for manglende ”samfundssind”.

At man som politiker vælger at ville gøre noget godt for en gruppe, er legitimt. Men at man tager skyklapper på for de konsekvenser, en ny lovgivning har, er usmageligt. Selvfølgelig er det skatteborgeren, der skal samle regningen op. Socialdemokratiet ønsker kun rollen som julemanden, der kommer med gaver og samtidig er totalt uforstående over for, at der kommer en regning. Havde man haft røv i bukserne til at give gaven og samtidig samle regningen op, havde det været ærligt.

Jeg håber, at vælgerne gennemskuer Mette Frederiksen og co’s spin.