Arnes kone skal heller ikke slides ned, før hun kan gå på pension

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Velfærdens kernetropper er fyldt med kvinder, som arbejder hårdt og længe. Desværre vil mange ikke kunne få hjælp med Socialdemokratiets pensionsret til Arne. Udspillet afhjælper en grundlæggende uretfærdighed, der betyder, at nogle mennesker skal arbejde markant flere år for at få ret til pension, men det løser ikke de udbredte problemer med nedslidning. For selv om Arnes kone ikke har arbejdet i 42 år, kan hun sagtens være nedslidt. Men hvad er løsningen for hende? Det mangler vi svar på, og det svar skal vi levere.

Socialdemokratiets tidlige pensionsret kigger ikke på de ansattes kroppe eller deres mentale helbred, men alene på, hvor mange år de har knoklet. Det er i sig selv meget rimeligt, at alle de danskere, som er kommet tidligt ud på arbejdsmarkedet, også må gå tidligere. Alle dem, som hver eneste dag er stået tidligt op og er mødt ind på slagteriet, har muret huse eller lagt asfalten, så andre kunne køre på arbejde. Men den model kan ikke stå alene. For samtidig overser regeringen de danskere, som bliver slidt fysisk og psykisk ned af deres arbejde, også selv om de ikke har arbejdet i 42 år. Dem skal der også skabes en tryghed for.

I debatten om vores arbejdsliv lyder det nogle gange, som om der bare findes faglærte og akademikere. Dem med hårdt fysisk arbejde og dem med hæve-sænke-skrivebord. Socialdemokratiet vil hjælpe nogle af de første, og det er vigtigt. Men desværre bliver de store velfærdsfag glemt lige nu. Socialrådgivere, sygeplejersker og pædagogers arbejde for velfærden og borgerne kan i løbet af årene slide meget på kroppen. For nogle er der tale om fysisk nedslidning, og for andre er den psykisk.

For sygeplejersker er et arbejdsliv præget af skiftende arbejdstider med nattevagter, dagvagter og aftenvagter, hvor søvnrytmen bliver forstyrret. Tempoet på de danske sygehuse er gået op, fordi det hele tiden skal gøres mere effektivt og lidt billigere. Det er uholdbart, og for de ansatte øger det presset på både kroppen og psyken. Men mange sygeplejersker vil ikke kunne få hjælp fra Arne-reformen.

Pensionsvilkår sender dønninger tilbage gennem generationer. Det påvirker også, hvilke unge der vil stille sig i forreste række for velfærden. Hvis der skulle være nogen, som bilder sig selv ind, at unge ikke tænker over, hvilket arbejdsliv de har i vente, når de vælger uddannelse, så må jeg bare sige, at de er lidt naive. Når unge står og skal vælge uddannelse og deres fremtidige arbejdsliv, så ser de også på arbejdsvilkårene. Det gælder både arbejdspresset og lønnen. Derfor er det vigtigt, når der er et politisk ønske om, at flere vælger pædagogvejen og sygeplejerskefaget end universitetsgraden, at man også har blik for arbejdsvilkårene for velfærdens kernetropper.

Derfor kan retten til pension for Arne og hans kollegaer ikke stå alene.

Jeg mener, at vi skal sætte tre spor i gang. Et om ret til tidligere tilbagetrækning for dem, der har arbejdet længst, og dem på tærsklen til nedslidning. Et, som handler om hjælp til nedslidte, hvor vi ikke glemmer, at det vigtigste er at forebygge nedslidning og også lave forbedringer af førtids- og fleksjoblovgivningen. Og endelig skal vi have et spor, som handler om at sætte en stopper for en evigt stigende pensionsalder. Vi kan simpelthen ikke blive ved med bare bevidstløst at lade den stige.

Det her handler om mennesker, som har krav på nogle gode år efter deres arbejdsliv. Det må aldrig blive en skrivebordsøvelse, hvor vi sætter nogle økonomer til at regne ud, hvor længe folk skal knokle, for at regnestykket går op. For det er ikke en skrivebordsøvelse. Vi er nødt til at hæve blikket fra skrivebordet og tænke på de mennesker, vi rammer, når vi laver regler for, hvornår de kan gå på pension.

Vi skal ikke tvinge den sidste rest af arbejdsevne ud af folk. De skal ikke blive slidt ned af at gå på arbejde, før de kan få lov at trække sig tilbage.

Det skal gælde for os alle – både for Arne og hans kone.