Op, lille Hans, Mette Frederiksen er din nye mor

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I Kristeligt Dagblad d.d. drager sognepræst og forfatter Sørine Gotfredsen en oplagt sammenligning mellem de seneste to socialdemokratiske statsministre. Den ene er væk, den anden sidder på det hele. Hvad er det, Mette Frederiksen kan, som Helle Thorning-Schmidt slet, slet ikke kunne.

Den siddende statsminister evner at være til stede. Vist er hendes offentlige fremtræden, herunder de særlige pressemøder under coronakrisen, koreograferet og hjulpet på vej af rådgivere. Men sådan nogen havde Thorning-Schmidt også. Alligevel er forskellen slående: »Thorning-Schmidt nåede at få mange til at længes efter en leder med nærvær, inden hun igen pludselig var væk, og Mette Frederiksen er kommet for at blive«. Den første var teknokrat, den anden på vej til at blive landsmoder.

Det er klart, at mange borgerlige slår sig i tøjret. Jeg gør også, ligesom mine gæster i denne uges udgave af Jalving ser rødt, Lisbet Røge Jensen og Eva Selsing, som efterlyser en borgerlig socialpolitik, der ikke kun handler om penge, pædagoger og pension, men også stiller familien bedre og forhåbentlig kan tage toppen af den galopperende skilsmissekultur. Vi bliver med andre ord nødt til at slå et større slag for kernefamilien. Som Selsing udtrykker det:

»Familien er basen. Når den er brudt op, så får man et eksistentiuelt sår indeni, og det er derfor, det er så svært. Men vi bliver nødt til at tale om det alligevel (...) Jeg tror slet ikke, at vi er i nærheden af at begribe, hvor dybe ar på sjælen, børn kan få af, at hjemmet brydes op.«

Skilsmisser er private. Men de får konsekvenser for børn, voksne og samfund. Derfor er familien faktisk et politisk anligggende, hvor ubehageligt det end er at tale om. Kan vi ikke udforme en borgerlig socialpolitik, der i højere grad favoriserer kernefamilien?

Måske har vi selv bedt om Mette Frederiksen. I alt for mange år har vi borgerlige trukket os tilbage fra det politiske og overladt det til vores politiske modstandere. Mens vi nød den ideologiske sejr ovenpå Murens fald og verdenskommunismens sammenbrud talte vi mageligt om anti-politik og Ayn Rand, lod børn få ansvar for egen læring i skolerne, gemte os i fritidsinteresser og luksusgoder, drak champagne og gik med til at åbne territorialgrænserne for en masse, vi nu fortryder, og samtidig gled forståelsen for, at tilværelsen langt hen ad vejen er politisk, helt i baggrunden.

Det gjorde den bare ikke for de tidligere marxister. De skiftede hest. Hvor de førhen gik meget op i økonomi, merværdi og fremmedgørelse, slog de sig i stedet på kulturen og dens institutioner. Nu var det dem, der skulle politiseres. Og det blev de så – fra folkeskole over underholdning til universitet – med multikulti, tolerance og anerkendelsespis.

Mens de såkaldt progressive gik i gang med at organisere og administrere stat og samfund, drømte vi andre videre om en verden uden politik, hvor fornuften, markedet, EU, FN og andre overnationale institutioner kører butikken, hvor det politiske er reduceret til teknikaliteter og regler, og hvor enhver gør sit, og alle går glade og mætte i seng.

Nu ringer vækkeuret så. Op, lille Hans, Mette Frederiksen er din nye mor. Ikke fordi hun er genial. Men fordi hun tager det politiske alvorligt og tør tale moral, om rigtigt og forkert. Her har vi, de borgerlige, endnu meget at lære.

Op, lille Hans, op, lille Hans,
op og gå i skole!
Nej, lille mor, nej, lille mor,
åh, jeg er så dårlig!