Når journalister og andet godtfolk ødelægger det danske sprog
Pinlige engelske gloser og generel brug af ganske få danske tillægsord vælter ind i det skrevne og talte sprog og adresserer os, som var vi børn.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg kan vældigt godt lide brombær, næsten endnu mere end ribs og stikkelsbær, mine to andre yndlingsbær. Jeg ville derfor gerne læse en artikel om brombær på dr.dk, men var på forhånd noget skeptisk på grund af overskriften:
”Sæsonen er vanvittig i år! Naturen bugner af bær, der smager som slik”
Brugen af ordene ”vanvittig” og ”slik” er allerede malplacerede. Det lyder mest som en overskruet børsmægler eller en deltager i et talentshow.
Underoverskriften gav den også fuld gas, om man så må sige:
”Grib den store spand og tag på rov. Belønningen er powerbær med fantastisk lækker sødme.”
Den første sætning kan gå an, mens den anden er barnlig ved at tale om ”powerbær”, et helt igennem tåbeligt udtryk for et bær, der bare smager godt.
Det skulle blive værre endnu og ikke kun fra journalistens hånd, men også fra en ekspert i bær. Her følger udvalgte citater:
”De fleste har et go-to-bær, når det kommer til marmelade, sorbetis eller yoghurt.”
Et ”go-to-bær”? Øh, må vi bede om, at en voksen med det samme kommer til stede?
”Det kommer til at peake fra nu af og den næste måned frem.”
Aha, så det kommer til at ”peake”? På dansk hedder det f.eks., at det ”topper” den næste måned frem.
”Powerbærret er nemlig genialt i både det søde og salte køkken.”
Der kom det der ”power” igen. Jaså. Power kan f.eks. betyde magt eller strøm på engelsk. Jeg tænker, at der er tale om et ”magtbær”, da et ”strømbær” alligevel lyder temmelig mærkeligt.
Det er mange engelske gloser i en ret kort artikel. Jeg kan ikke greje, om det skyldes, at mange herhjemme føler en underlegenhed i forhold til engelsk, eller om det bare føles (tiden føler som bekendt, viden er mindre vigtig) bedre og smartere at garnere det danske sprog med flere og flere engelske gloser.
Og ja, jeg ved godt, at dansk er blevet beriget (og jeg mener faktisk beriget) med massevis af låneord fra tysk, fransk og engelsk og andre sprog tilligemed). Men det går hurtigere og hurtigere med at bruge engelske låneord på de mærkeligste steder.
I tråd med denne udvikling sker der en yderligere forfladigelse af det danske sprog på en række områder, som vi kan kalde formindskelsen af vores sprog. Det absolut værste eksempel er brugen af tillægsordet ”rigtig(t)”. Jeg gengiver nu en fiktiv udtalelse af en politiker eller embedsmand, der begejstret skal berette om et eller andet:
”Vi havde et rigtigt, rigtigt godt møde i går. Jeg er rigtigt tilfreds med de beslutninger, vi tog. Vi havde nogle gode snakke omkring (sic! og sic!) de emner, og vi endte med et rigtigt, rigtigt godt resultat.”
Prøv f.eks. at lytte til den næste omgang P1Morgen og tæl sammen, hvor mange gange der bliver sagt ”rigtigt” og ”rigtigt, rigtigt”.
Er de forstærkende tillægsord ”vældig”, ”meget”, ”virkelig”, ”overordentlig” eller ”ganske” udgået af det danske sprog? Det kan godt synes sådan. Det barnagtige ord ”snakke” og den ofte direkte forkerte brug af ordet ”omkring” er medtaget for at understrege omfanget af nysproget.
Dette er ingen sammensværgelse, slet ikke. Det er bare dumhed og hulhed og en forfladigelse af det vigtigste, vi har, nemlig sproget til at meddele os til hinanden.
Og inden man beskylder mig for at være en halvgammel, sur 56-årig mand, bør man lige betænke, hvorfor stor skønlitteratur er stor. Det er den først og fremmest, fordi dens udøvere besidder et enormt ordforråd og derfor behersker den korrekte brug af utallige udsagnsord, navneord og tillægsord.
De ypperste af sprogkunstnerne kan som Johannes V. Jensen skrive følgende udødelige om smørrebrød:
”Nu har jeg det godt.
Der staar fire blomstrende Stykker Smørrebrød for mig.
Først spiser jeg et med Æg og Sild – O Anelsen om Svovlbrinte og om jodlugt fra Havets Tangskove!
Derpaa sætter jeg Tand i et ungt skært Stykke med Steg,
og her fordyber det Smagen, at jeg tier. Rullepølsens Bouquet af Faar og af oliedryppende Maskiner, Væverier udvider mit Velbefindende. Osten knytter Stemningen af forraadnelse og rygende Elskov sammen i mit Hjerte.”
Det er en så smuk brug af det danske sprog, at man må knibe en tåre.
Vi når aldrig Johannes V. Jensens højder, men vi har pligt til at stræbe efter dem. Vi har pligt til at tale og skrive et så godt dansk, som vi overhovedet formår. Gør vi ikke det, forfladiges det danske sprog, og vi kan på et tidspunkt lige så godt tale et helt andet sprog.
Det var bare det på endnu en hed dag.