Der er noget ved denne corona-krise, som minder mig om Das Reich
Selvfølgelig forstår jeg alvoren i coronasituationen og retter som de fleste borgere ind til højre med mundbind, afspritning osv. Men en Metrotur i København gav mig også kuldegysninger.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Overfor mig i den københavnske metro sad en mand med mundbind på, som rvar helt efter bogen, men mundbindet mindede mig om en sort gasmaske. Noget, man forestiller sig i en skrækfilm, hvor vi er megabange for det næste udbrud. Og jeg befandt mig i en situation, hvor man tager afstand og måler hinanden mere end at møde hinanden som borgere i offentlig transport, hvor vi hjælper hinanden. Den der med at hjælpe hinanden med kufferten er helt gået fløjten.
Bagsiden af medaljen er, at mange fravælger offentlig transport og ikke længere tør købe frugt i supermarkedet, som ikke er pakket ind i plastic. Altså både et skridt tilbage for klimaet og menneskeheden. Og nu er det så kun de rige, som kan køre sikkert og undlade at blande sig med pøblen.
Hvor bange skal vi reelt være? Og hvor mange dør normalt på en helt almindelig søndag i Danmark? Jeg savner som borger nogle tal, som jeg kan forholde mig til i forhold til, hvor mange der ellers ville dø på en søndag før corona.
Jeg kan ikke finde ud af om, jeg er mest bange for coronasmitte eller det faktum, at vi så let ovegiver os til frygt og kommando. Er der overhovedet noget ved at leve, hvis vi skal være så angste for omgang med vores medmennesker?
Det er jo ikke gjort med mundbind. Folk anmelder også hinanden. Noget, vi indtil nu kun har læst om i historiebøgerne om forholdene i Das Reich under krigen. Vi er ikke i krig, men hvordan kan vi dømme pressede mennesker, som har været i krig, når vi under denne krise begiver os af med at anmelde hinanden?
Folk i Ringsted gør det. Men også under den første etape af pandemien, hvor der blev åbnet for at angive hinanden fandt dette sted, Så blev der senere lukket for at kunne anmelde hinanden. Men ganske skræmmende er det alligevel.
Jeg vil gerne være med til at tage hensyn. Og frygter som mange andre også for vores svageste i samfundet. Alligevel er der noget urovækkende ved, at vi som mennesker så let kan ændre adfærd. Ingen som husker stikkersamfundet i Hitlers Tyskland, DDR eller Sovjet ønsker lignende tilstande i Danmark. Men hvor langt er vi fra de mennesker, som dengang under stort pres, angav hinanden, når vi under denne epidemi kan angive naboer og kolleger?
Jeg håber af hjertet, at denne situation med mundbind á la gasmaskelignende tilstande ikke skal vare ret længe.
Vi skal hurtigst muligt tilbage til normale tilstande, hvor vi kan omgås vores medmennesker på normal vis. Denne situation er alt for skræmmende, og jeg ved snart ikke, om jeg mest frygter for vores omgang som medmennesker end risikoen for at blive smittet med coroana.