Fortsæt til indhold
Kommentar

DR kaster sandhed om selvstændighed ud i et urealistisk scenarie, hvor det handler om følelser

Sandheden er, at Grønland ikke vil få mange timer alene, før en stormagt vil tage over.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Endnu en gang kommer DR ikke rundt om den virkelighed, at stormagterne danser rundt om Grønland, og at ingen af dem vil tillade Grønland som selvstændig nation.

Er det overhovet et emne, som DR bør tage op uden at se vinklen fra alle sider? Alle sider er ikke perspektiveret, og ingen forholder sig til, om grønlænderne så også ønsker selvstændighed, hvis det nuværende leveniveau ikke kan opretholdes. Noget, som de fleste ved, ikke kan ske, og derfor er det også så vigtigt, at debatten foregår på et oplyst grundlag. Ikke ud fra ønsker, men også ud fra realiteter. Hvad vil en løsrivelse betyde for de grønlandske borgere? Og vil andre end Danmark tage over, så snart man evt. trykker på selvstændighedsknappen?

https://www.facebook.com/DRNyheder/videos/898391477335043

Vi bør i stedet spørge os selv, hvordan rigsfællesskabet helskindet kommer gennem den store opmærksomhed omkring Arktis? Trump har sat kløerne i Arktis, og står det til ham, går han gerne i land med et tilbud på hele pakken. Forsvarets Efterretningstjeneste advarer mod kinesiske investeringer i Grønland. For russerne vil Arktis kun forblive et lavspændingsområde, så længe Grønland er en del af den danske stat. I samme sekund Grønland måtte løsrive sig, vil Putin vise tænder og tage ejerskab over Arktis. Meget få oplyste mennesker tror på, at Grønland vil få lov til at være alene mere end få timer, hvis grønlænderne pludselig trykker på løsrivelsesknappen. Vi skylder alle i Grønland og Danmark at føre debatten på et oplyst grundlag.

Den der ensidige snak om selvstændighed er hul og uden hold i virkeligheden. Og DR kaster bare benzin på bålet med denne udsendelse.