Island er et spejl, hvor man ser sin egen kulturelle baggrund tydeligere
Spørgsmålet er ikke, hvorvidt naturen overlever, men om civilisationen gør.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg bliver aldrig klimaforkæmper. Det lugter for meget af sekt, undergang og regneark. Desuden er det, der rituelt kaldes en klimakrise, snarere en energikrise. Vi snakker gerne højt og flot om at være klimarigtige, men mindre om på hvilket grundlag. Selv om det kunne være fedt, redder vi næppe kloden ved at køre Tesla eller undervise folkeskolens elever i FN’s verdensmål. Hvilke energikilder og -bærere skal dække de materielle behov hos jordens hastigt voksende befolkning? Kernekraft, brint eller noget helt tredje? Vi mangler svar. Vist er danske vindmøller en lukrativ forretning, men de bliver aldrig andet end glasur på den grønne omstilling.
Naturen, den er sin egen i al evighed, amen, uanset hvad flokdyrene siger. Det kom til mig på Island, hvortil turen gik denne sommer. Meget få tilfælde af corona og lempelige rejseregler gjorde ekspeditionen mulig. Begunstiget af mine svigerforældre, der gerne ville invitere og vise børn og børnebørn rundt på den vilde ø, steg vi gladelig på flyet til Reykjavik den 19. juli. Vi landede i otte grader, snart blev det koldere og blæsende.
Stor og dramatisk natur har det med at gøre mig ydmyg. Her blev jeg helt tavs. Jeg var brikken, der blev sat skakmat, uret, der gik i stå.
Det er fristende at opfatte naturen som mekanik og evolution. På Island er den snarere et mysterium, fordi den undslipper forklaring og mening, retning og kontrol. Den er der bare, og hvis man vil vide mere, må man ringe efter en geolog, og denne kommer alligevel til kort. Her fattes man ord, og selv om jeg har besøgt såvel Samoa og Tonga i Stillehavet som Kina, Skotland, Myanmar, Østtyskland før Murens fald og Randers i sidste uge, er Island uden for kategori.
Og så er der bjergene. Selv om de slet ikke er på højde med spidserne i Alperne, Pyrenæerne eller Dolomitterne, er de mere afvisende. Mens Europas toppe inviterer til opdagelse, bjergbestigning og velosportslig udfoldelse, er de nøgne islandske bjergmassiver lukket land uden veje og spor, som blev de dannet i går. De sfinksagtige vulkanskråninger ligger gådefulde og uindtagelige hen som levn fra en forhistorisk tid, der stadig eksisterer – ligesom vandfaldene ved Myvatn og pukkelhvalerne ved Husavik.
Vi kører ud i Vestfjordene, hvor de tunge skyer hænger over massiverne, og himlen er væk. Øjeblikket trækkes ud i et langt kontinuum. Nat og dag går i ét, og vi mister vores skygger. Vi bliver mindre og mindre og taler til sidst som mus, sover med åbne øjne, spiser fisk og køber striktrøjer og regnfrakker og følger vejene langs fjordene, mens byerne ligger forblæste og langt fra hinanden, forbundet af grusveje og dybe længsler – eller også er det bare inde i mit hoved.
Island er et spejl. Her ser man sin egen kulturelle baggrund meget tydeligere, og jeg tænker uvilkårligt: Her kunne jeg aldrig bo. Jeg koketterer gerne med at være fra landet, men er for blød og urban til den her ø, for afhængig af andre mennesker, livstegn, kontakt, Leben. På trods af historie, sprog og geografi forekommer det mig, at Danmark har mere til fælles med Spanien end med sagaøen ude i Atlanten.
Men ikke nok med det. Rundrejsen konfirmerer, at den civilisation, vi til daglig bevæger os rundt i, som var den helt naturlig, og som vi tager for givet, ikke er andet end et lille læskur, en temporær lysning i skoven, et helle fra den store, ydre natur og meningsløshed. Som havnen i det smukt udsatte Grundarfjördur. En lille prik ud til det store polarhav. Et pust fra det høje, og alt er historie.
Der er således ingen grund til at romantisere naturen, sådan som venstrefløjen gør i vore dage. Naturen har ingen moral og gør alligevel, hvad der passer den. Men derfor kan vi godt værne om den og give den videre til næste generation i god stand, men det kræver som sagt, at vi får løst det stigende behov for bæredygtige og vedvarende energikilder. Civilisationen, der tror sig så sikker på sin sag, er nødt til at forstå, hvor udsat den er, og hvor let den forgår.
Spørgsmålet er ikke, hvorvidt naturen overlever, men om civilisationen gør.