Race og etnicitet er blevet Gud for Demokraterne i USA

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Præsidentvalg i USA er historisk blevet afgjort af en kombination af regionale, klassemæssige og kristne årsager (protestanter vs. katolikker). Det har været stort set slut i nogle år og er blevet yderligere bekræftet af Joe Bidens udnævnelse af Kamala Harris som vicepræsidentkandidat for Demokraterne.

Det er sandt, at Kamala Harris’ afstamning er blandet, men hun identificerer sig som sort amerikaner, og det må være afgørende her. Barack Obama identificerede sig også som sort, skønt han havde en hvid mor. Sådan er det. Joe Biden har valgt en sort kvinde til sin vicepræsidentkandidat.

DR’s USA-korrespondent Lillian Gjerulf Kretz beskriver det således:

”USA har senest været ramt af corona og præget af et opgør med landets racistiske historie, så valget af en sort kvinde sender et vigtigt signal.”

Lillian Gjerulf Kretz er i øvrigt helt ude af stand til at forholde sig neutralt sagligt til spørgsmål fra borgerne. Læs selv hendes svar.

Tilbage til det egentlige for denne klumme. Valget af Kamala Harris viser, at Demokraterne er blevet fuldblods identitære, hvad angår minoriteterne i USA. Det vil fra nu af være utænkeligt, at, Det Demokratiske Parti til præsidentvalg fremover stiller med en hvid præsidentkandidat og en hvid vicepræsidentkandidat.

I efterhånden mange årtier er andelen af hvide vælgere gået ned og andelen af minoritetsvælgere gået op. Det har betydet, at de to partier, Demokrater og Republikanere, har set en kraftig forskydning mellem sig. Tidligere – da andelen af hvide amerikanere var 85 pct. eller mere – appellerede de to partier til amerikanerne som klasser tilsat regionalt tilhørsforhold og et vist element af protestanter eller katolikker.

Det er uigenkaldeligt slut. I linket fra Ropercenter, der har data fra 1976 og frem til 2016, kan man aflæse, hvordan Demokraterne i konstant stigende grad får deres stemmer fra minoriteter, mens Republikanerne er partiet, der stort set kun får hvide vælgere.

Det betyder, at den vigtigste skillelinje i amerikansk politik i dag er forrykket fra rent politisk ideologiske forhold til mere og mere at blive et spørgsmål om etnicitet og race. Det er bare en kendsgerning.

Det betyder konkret, at Demokraterne i kraft af den demografiske udvikling hastigt bevæger sin hen imod de facto at blive det eneste parti, der kan vinde præsidentvalgene. Det behøver ikke nødvendigvis at ske denne gang, men det vil ske enten i 2024 eller senest fra 2028 og frem.

Om fire eller otte år vil Republikanerne ikke længere kunne vinde den næststørste delstat Texas, og så er Republikanerne færdige som gårdsangere.

USA vi da få et reelt etpartistyre, og Demokraterne vil blive et parti, hvor identitetspolitik er Gud, og hvor politiske emner derfor ikke længere afgøres ud fra klasseinteresser, men efter hudfarve.

Dét er prisen, man betaler, når man får et multietnisk samfund. Det er en høj pris. Stigende multietnicitet er lig med i snit mere konfliktfyldte samfund, hvor der er tale om nulsumsspil, hvor den enes gevinst er den andens tab.

USA lever i interessante tider.