Aflys festugen - men lav arrangementer for de unge i stedet. Det har de fortjent
Hvis der overhovedet skal gennemføres noget i festugeregi, så skal det være noget, som kommer de unge til gavn. De skal ikke se deres ungdom fare ubrugt forbi, mens parnasset fester.
Vores unge kan ikke få lov at starte i gymnasiet, vi skal bære mundbind og anbefales at handle begrænset. Undskyld mig, men hvor er logikken i at eliten så skal have lov at gennemføre deres arrangementer ?
Nej, festugen skal ikke gennemføres for at tilfredsstille eliten, som skal sidde til højbords med borgmesteren og gennemføre deres lukkede selskaber. Det første der sker, er at de sammenkomster som indbefatter de unge vil blive aflyst. Hvordan skal vi som forældre blive ved med at holde gymnasieeleverne i kort snor, når de kan se at reglerne ikke gælder for eliten?
Siden nedlukningen af Danmark har gymnasieelever i Aarhus i stort omfang holdt sig til reglerne og har lidt et stort afsavn af fester, venner, sidste og første skoledage osv. Nu kan man så læse, at dele af festugen eventuelt kan gennemføres.
Det vil være en hån mod de unge og den almindelige befolkning i Aarhus at skulle læse om elitens arrangementer, mens pøblen render rundt med mundbind med alverdens restriktioner mod at forsamle sig i parker og endda på deres gymnasium. Er der overhovedet fortsat noget belæg for at de unge er smittesprederne i byen?
Når man gennemfører så omfattende restriktioner i unge menneskers liv, er det nødvendigt at sørge for deres opbakning og forståelse for disse begrænsninger. Derfor skal festugen og den politiske elite gå forrest og vise, at de naturligvis som nogle af de første selv lader sig begrænse. Kan I slet ikke huske, hvordan det var at være ung? Jeg oplever, at de unge i min omgangskreds er meget lydhøre overfor forandringer for at begrænse coronasmitte, men lad os nu ikke udfordre deres og andre almindelige borges velvilje.
Jeg er enig med rådmand, Thomas Medom, i at festugen bør aflyses.
Hvis der overhovedet skal gennemføres noget i festuge regi, så skal det være noget, som kommer de unge til gavn.
Vi skal ikke lade os styre af frygt siger de borgerlige partier i Aarhus. Godmorgen. Det er netop, hvad vi gør. Jeg har meget svært ved at se logikken i at begrænse disse unge yderligere, mens man indædt kæmper for ikke at begrænse lukkede arrangementer.
Jeg tror, vi andre skal prøve at holde lidt igen med vores egne ønsker og tilstræbe en normal tilværelse for unge i Aarhus snarest muligt. Det er så imponerende, som de har indordnet sig og holdt igen, men grænsen kan meget vel snart være nået.
Nu skal borgmesterens generation vise, at de også er klar til at ofre noget og prøve at række ud efter byens unge. De unge har i øvrigt stemmeret nu, så der er al mulig grund til at sætte sig ind i, hvor meget de har måttet give afkald på i de mange måneder, siden coronaen ramte Danmark.
Det er en kæmpe indgriben i et ungt menneskes liv ikke at måtte forsamle sig. Det har både forældre og unge så alligevel kæmpet for at efterleve, fordi vi forstår alvoren og ønsker normale tilstande igen.
Her er mit råd til borgmesten og festudvalget:
Aflys festugen generelt, men gennemfør nogle få arrangementer for de unge. Sammenkomster, hvor det hele sættes ind med natteravne, politi, mulighed for afspritning osv.
På den måde får vi de unges forståelse, både hvis der igen skal strammes op, og ikke mindst næste gang de unge for første gang skal sætte kryds ved et valg i Aarhus.