Selvfølgelig skal Danmark tage imod kvoteflygtninge igen
Det er både rationelt og rigtigt at gøre, og burde være en selvfølge for de fleste politiske partier i Danmark. Helt bizar bliver debatten, når det påstås, at de 200 kvoteflygtninge er med til at sætte selve danskheden under pres. Smålighed er ikke en dansk værdi.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye annoncerede forleden, at Danmark i år kommer til at tage imod 200 FN kvoteflygtninge, som i øjeblikket befinder sig i Rwanda. Det er et beskedent skridt i forhold til de ca. 80 mio. mennesker, der i øjeblikket er på flugt i verden, men dog et skridt.
For hvert af de 200 mennesker, der dermed bringes i sikkerhed, er skridtet livsafgørende. For opbakningen til det internationale samfunds samarbejde om at håndtere flygtninge, er skridtet af vigtig symbolsk karakter. Danmark er med. Jeg mener, vi igen burde tage imod de 500 kvoteflygtninge årligt, som vi gjorde før flygtningekrisen fra 2015 satte en ny dagsorden.
Hvorfor? For det første fordi det er det humane at gøre. Danmark er et rigt og stærkt land, der har en lang tradition for at hjælpe verdens mest udsatte. For det andet fordi vi på sigt skal have et nyt asyl system, der består af to led: mindre spontan asyl, som udløses af menneskesmugleres kyniske forretningsmodel, der bringer mennesker på dødsensfarlige rejser på tværs af kontinenter og have. Menneskesmugleriet skal afløses af en solid opbakning til det velordnede FN kvoteflygtningesystem, hvor det dels er de mest udsatte, der tilbydes beskyttelse og hvor det foregår under ordnede forhold. Hvis det skal lykkes, kræver det indsatser på begge parametre: fortsat solid indsats ved Europas ydre grænser, og en opbakning til FN’s kvoteflygtningesystem. Det går hånd i hånd.
Derfor ærgrer det mig også, at især Venstres reaktion på Tesfayes udmelding var så negativ. I stedet for at falde for fristelsen for at gentage mantraet om, at regeringen er slappere i udlændingepolitikken, burde man forholde sig til tingenes tilstand.
Historisk mange mennesker er på flugt i verden. Presset på Europas grænser er faldet markant.
Hvor der i 2015 ankom over en million spontane asylansøgere til Europa, er tallet for 2019 123.666 og i år indtil den 3. august 39.309.
Kigger vi på tallene for Danmark alene, er de lavere nu end i 11 år. I den situation kan Danmark selvfølgelig godt tage imod 200 kvoteflygtninge, uden at sætte vores værdier over styr, som det ellers påstås af de højrenationale.
Til sammenligning modtog det borgerligt regerede Norge ca. 3000 kvoteflygtninge sidste år. Den norske regering anlægger den logik, at når presset i form af spontan asyl falder, kan man skrue op for antallet af kvoteflygtninge. Det burde vi også gøre i Danmark. Det er både rationelt og rigtigt at gøre og burde være en selvfølge for de fleste politiske partier i Danmark.
Helt bizar bliver debatten, når det påstås, at de 200 kvoteflygtninge er med til at sætte selve danskheden under pres.
Smålighed er ikke en dansk værdi.