Aarhus' unge skal ikke bøde for kommunens fejlvurderinger
Vejen frem er ikke at hakke på de unge, for uden deres opbakning løser vi ikke coronakrisen. De fleste vil gerne være påpasselige og er mere tolerante over for byens diversitet end mange ældre.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
I Aarhus står man efter sigende med en kæmpe udfordring. Ingen tør sige, at det handler om specielle grupper i samfundet. Og det kan også være klogt for ikke at skabe unødig racisme, men løsningen er altså ikke at rette skytset mod de unge igen.
I Aarhus er befolkningen lige nu under lup, og der er varslet mundbind og forsinkelser i studiestart på gymnasiet. Men de unge, som man rammer, har udvist en stor tålmodighed hen over hele coronakrisen. De skyder ikke engang skylden på de somaliere, som åbenbart er årsagen til at tallet er steget markant i Aarhus. Det er vigtigt, at det ikke handler om etnicitet, men om de begivenheder, som de har deltaget i, siger de unge.
Men derfra og så til at straffe de unge yderligere er markant. Vi har hørt fra natteravne og eksperter, at de unge faktisk gerne vil holde afstand og spritte, hvis de får mulighed for det. Men naturligvis er det en del af unges adfærd at mødes uden om det faktiske studie. Sådan var det også, da jeg var ung. De unge, jeg kender, har udvist stor forståelse for både at holde afstand osv, men nu trænger de forståeligt nok også til at være sammen til sammenkomster for at udbygge deres netværk.
Jeg hilser borgmesterens udtalelser velkommen, når han og eksperter maner til besindighed i forhold til, at det handler om bestemte grupper, som f.eks.somaliere i Aarhus, hvor en stor del af smittekilden kommer fra.
Det er ikke mit indtryk, at de unge ønsker at fokusere på det. For de er meget tolerante og forstående overfor byens diversitet. Men derfor skal man jo ikke benytte lejligheden til at ramme de unge i Aarhus, som har længtes efter studiestart på gymnasiet og bare mere end noget andet vil have en normal hverdag igen.
De hotspots, som politiet i øvrigt har udnævnt i Aarhus, er ikke de steder, som de unge fra gymnasierne i centrum normalt kommer. Det hele virker lidt tilfældigt.
Hvis vi vil have de unges forståelse for nedlukningen af samfundet, så skal vi også prøve at forstå dem. De unge, jeg kender, har udvist rettidigt omhu, fulgt reglerne og ønsker bare at komme tilbage til at være normale unge igen. Angsten for at ramme den del af byen, som reelt er problemet, skal ikke få politikerne til at kaste med spredehagl, fordi de ikke tør slå ned, der hvor problemet reelt eksisterer. Det må være muligt at løse problemet uden at rette sig mod de unge igen.
De unge i Aarhus har en meget større forståelse for diversitet og indvandrere end mange ældre borgere har. Den forståelse risikerer man at kaste over styr ved at skyde på de unge igen. De unge har faktisk undværet ret meget af deres ungdom gennem coronakrisen, og naturligt nok ønsker de om nogen snart normale tilstande. De har været omstillingsparate, men hvor går grænsen for dem? Lad os ikke prøve dem for hårdt!