Hvorfor give Bolton en platform?
Danske aviser vælger at citere den nok mest krigsglade mand, John Bolton, i Washington D.C. Hvorfor?
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Donald Trump har, skal guderne vide, begået så mange fejl, at det er svært at tælle dem. Det ændrer bare ikke ved, at hans sunde fornuft med en mur mod Mexico, hjemtagelse af produktionsjobs fra især Kina og en neddrosling af USA’s dybt skadelige udenrigspolitik var sællerter for den hvide arbejderklasse i USA og for resten også burde være det for de sorte og latinoerne.
Donald Trump er ikke nogen stor statsmand. Det påstår heller ikke jeg, der som den første danske debattør begyndte at støtte hans politik i juli 2015, og som fortsat håber, at han kan gøre det vanskelige at vende dårlige målinger og slå Joe Biden.
Blot én af Donald Trumps dårlige beslutninger var at udnævne John Bolton til national sikkerhedsrådgiver, hvor han sad fra 2018 til 2019. Heldigvis blev han fjernet igen fra posten, og det er der meget gode grunde til.
I et telegram fra Ritzau hedder det bl.a. følgende: ”Bolton: Får Trump en ny periode kan Nato falde fra hinanden…Jeg mener, at de skader, som Trump har forvoldt både i USA og internationalt kan rettes op, hvis præsidenten taber det kommende valg.”
Selv den værdipolitiske stærkt venstreorienterede britiske avis The Guardian kalder John Bolton en krigshetzer.
Det gør The Guardian helt ret i. John Bolton er typen, der elsker militære interventioner i tredjeverdenslande, hvor USA intet fornuftigt kan foretage sig. Det er fint beskrevet i debatbogen fra i år, They're Not Listening.
Er der nogen, der med hånden på hjertet kan påstå, at USA’s krige i Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien har været succesfulde? Jeg kan gå med til, at man måtte slå ned på Islamisk Stat i Syrien og det nordlige Irak, men forudsætningen for, at det overhovedet kom så vidt, var lige præcis USA’s krige i nævnte lande.
Det er blevet bedst formuleret af tidligere skribent ved National Review, Steve Sailor, der i midten af nullerne døbte USA’s politik for ”Invade the World, Invite the World”. Utallige krige, militærbaser med meget mere kombineret med masseindvandring til USA.
Ja, jeg går ind for NATO, den først og fremmest vestlige forsvarsalliance. Tyrkiet måtte gerne få løbepas, og så kunne man som en gestus spørge Israel, om de ville være villige til at tage pladsen. Så ville man da få et medlemsland, der ved, hvad national overlevelse drejer sig om.
Det er helt sort, at Ritzau i telegrammet indirekte slår et slag for krigsmageren John Bolton, mens Donald Trumps (og Barrack Obama før ham) helt rimelige ønske om, at NATO-lande skal bruge mindst to pct. af deres BNP på forsvaret, skal gøres til nar og grin.
Weekendavisens Anna LIbak er i øvrigt inde på præcis det samme i dagens avis.
Det er som sagt helt væk det her. Kan der for søren ikke dannes fælles fodslag mellem nationalkonservative og venstrefløjen om, at USA ikke skal lege krigsmager i den tredje verden?
Men aviser som Berlingske og Jyllands-Posten, der bringer telegrammet fra Ritzau, synes åbenbart, at det er sjovere at genere Donald Trump end at anerkende, at militær intervention i vildt fremmede lande må være undtagelsen og ikke normen.
Redigeret 7.8. 19.56