”Kampen om Grønland” går ikke internationalt, fordi udviklingen har overhalet præmisserne for filmens tema – ikke fordi instruktøren er hvid
Jeg anbefaler på det varmeste at se denne film og bruge den til debat om forholdet mellem grønlændere og danskere. Men lad os ikke trække i den modsatte offerrolle og tro, at den ikke får international succes, fordi instruktøren er hvid.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det er en vidunderlig og flot filmet historie om kampen mellem det dansk/grønlandske. En film, som giver rigtig god mening i forhold til at forstå, hvor meget kampen handler om identitet, sprog og vores fælles forhistorie i rigsfællesskabet.
Når det har taget så mange år at skabe filmen, hænger det også sammen med, at hovedpersonerne er blevet skiftet ud undervejs. I starten fulgte man også grønlændere i Danmark og blandt andet kampen for rigsfællesskabet set sydfra. At holdet så siden hen valgte at fokusere på unge grønlændere i Grønland, giver god mening, og især Tillie Martinussen og Josef Tarrak-Petrussen er interessante personer at følge, som på en sød måde beskriver hver deres kamp for og imod rigsfællesskabet. Det er en nærværende og interessant film, som bestemt er værd at se og diskutere værdier ud fra.
”Kampen om Grønland”. Foto: privat
Desværre for filmproducenten har udviklingen overhalet indholdet. Det kunne man nok ikke forudse, og selv om ordene hvid mand måske har været nævnt, så tror jeg ikke, det er årsagen til, at filmen ikke går internationalt.
Vinklen fra Danmark, som man har valgt at skære fra, handlede rigtig meget om det internationale perspektiv i rigsfællesskabet med stormagterne, som danser omkring Grønland. Problemstillingen med, at Grønland i fremtiden snarere skal vælge mellem at blive et amerikansk territorium eller en kinesisk vasalstat som erstatning for rigsfællesskabet, er så ikke kommet med i historien. Det er nok også årsagen til, at filmen ikke er så interessant ude i verden uden dette højaktuelle stormagtsperspektiv. Men filmen er stadig meget interessant i forhold til at tale om identitet i rigsfællesskabet og til at forstå de stærke kræfter for selvstændighed. Men at konkludere, at det skyldes en hvid instruktør, tror jeg ikke holder.
Kampen om Grønlands fremtid kan ikke længere debatteres uden stormagtsperspektivet i Grønland og rigsfællesskabet. Og som en grønlandsk instruktør udtaler, er filmen blevet god, selv om instruktøren er hvid.
Jeg anbefaler på det varmeste at se denne film og bruge den til debat om forholdet mellem grønlændere og danskere. Men lad os ikke trække i den modsatte offerrolle og tro, at den ikke får international succes, fordi instruktøren er hvid.