Coronasmitten stiger. Gudstroværdigheden falder. Eller ...?
Coronapandemien har endnu en gang rejst det gamle spørgsmål om Guds troværdighed. Hvordan kan så meget lidelse finde sted i verden, hvis Gud er god og almægtig? Men det spørgsmål er kun for alvor relevant, hvis Gud kun er Gud på menneskets præmisser.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Coronasmitten stiger verden over og så småt også i Danmark igen. Vi har ikke kontrollen endnu. Lige så lidt som vi havde det, da covid-19 meldte sig. Eller når en anden pandemi måtte melde sig.
Vi har et ypperligt sundhedssystem og lægevidenskabelig indsigt. Der er håb forude med hensyn til covid-19.
Men kontrollen har vi i bund og grund ikke.
Det får en del til at stille spørgsmål ved, om han, der så i det mindste burde have kontrollen – hvis han ellers er der – ikke burde træde i karakter? Gud den almægtige – hvor er almagten? Eller algodheden for den sags skyld?
Coronapandemien åbner altså for det klassiske teodicéproblem. Tanken om Gud som almægtig og god, der modsiges af alverdens lidelse og ondskab.
Så mon ikke gudstroen får endnu et stød nedad med denne seneste verdensomspændende lidelse, covid-19?
Hele teodicéspørgsmålet blev først for alvor vakt, da man tilbage i 1700-tallet, i Oplysningstiden, gled mere og mere over i troen på den menneskelige fornuft som den altomfattende sandhedskilde. Det betød for de fleste ikke ateisme, opgivelse af troen på Guds eksistens, men det betød, at Gud blev reduceret til at være igangsætteren af alt, urmageren, der stykkede uret sammen, som han derefter slap, fordi det fra nu af kunne gå af sig selv. Også kaldet deisme. Verden, tilværelsen, alt blev efterhånden betragtet udelukkende ud fra en immanent vinkel. Altså uden transcendens. Uden sans for vores – uanset fornuftens og videnskabens store og væsentlige indsigt – altid begrænsede evne til at forstå altings sammenhæng og mening.
Og Gud blev på en måde en del af immanensen, en del af den menneskelige fornufts forståelsesrum. Gud blev underlagt mennesket.
Ikke mærkeligt, at det ikke længe efter fremkaldte de første store ateistiske tænkere. En gud på menneskets præmisser bør fyres med det samme.
Før Oplysningstiden havde mennesker en mere ydmyg tilgang til sandheden, til menneskets evne til at begribe verden. Og dermed begribe Gud. Men i takt med menneskers voksende tiltro til egen evne til at forstå verden i alle ender og kanter meldte det ondes problem sig med en helt anden styrke.
Som den canadiske filosof og professor Charles Taylor skriver: »Overbevisningen om, at vi har alt, hvad der skal til for at gennemføre en proces mod Gud, kan kun dukke op i en tidsalder, hvor den moderne verdensopfattelse råder. Når vi i tidligere tider mødte store vanskeligheder i den verden, som Gud havde skabt, faldt det os lettere at henvende os til ham for at få hjælp, idet vi accepterede, at vi ikke kunne forstå, hvordan hans skaberværk var kommet i den knibe, og hvis fejl det var.«
Der er imidlertid stadig mennesker – og faktisk i stærkt stigende antal – i vor tid, længe efter Oplysningstidens gennembrud, som lever glimrende med oplysningens, med fornuftens og videnskabens gode redskaber i hånden og ånden sammen med bevidst tilslutning til troen på den Gud, som overgår al forstand og derfor ikke kan indfanges i fornuftens og videnskabens rum, lige så lidt som tilværelsen i sin helhed kan. Og det giver ro i sjælen i mødet med alt det foruroligende i tilværelsen, alt det ukontrollerbare, alt det gådefulde. Ro, alene af den grund, at der er én, der har overblikket, også når vi ikke er i stand til at se en meter frem.