Facebook er den største trussel mod ytringsfriheden og demokratiet i Danmark lige nu

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det mest demokratiske fremskridt, der er sket inden for de seneste 20 år, er helt uden for diskussion de såkaldt sociale medier. Lige pludselig – det virkede i hvert fald som lige pludselig – var det ikke alene de etablerede medier, skrevne som elektroniske, der satte dagsordenen.

Nu kunne alt godtfolk publicere de indlæg og kommentarer, som journalisterne holdt sig for næsen over. Nu kunne enhver interesseret borger delagtiggøre en langt bredere kreds, end det var muligt til familiefrokosten, i selskabelige sammenhænge og nede på den lokale.

Det må ethvert demokratisk sindet menneske juble over, mens man selvfølgelig skal huske på, at med øget frihed følger øget ansvar. Man er altid ansvarlig over for loven, hvilket i praksis betyder, at man ikke må injuriere, ikke må bagvaske, ikke må true med eller opfordre til brug af vold, og slutteligt skal man tage det enkelte lands racismelovgivning i betragtning. Det sidste er en svært tydbar størrelse, men det skal selvsagt nævnes her, da det er en del af den pakke, man skal holde sig fra.

Især Facebook er et vigtigt medie, fordi det giver mulighed for alle hånde indslag, fra de helt korte til afhandlinger og derudover også til videoklip og ligefrem direkte sendinger.

Jamen, så er alt jo ellers såre godt eller hvordan? Nej, det er det ikke, og det skyldes Facebooks selvbestaltede censurpolitik, i Danmark forestået af en Peter Münster, der i et berygtet indslag i “Deadline” på DR2 sammenlignede den engelske aktivist og islamkritiker Tommy Robinson med den serbiske massemorder og krigsforbryder Ratko Mladic.

Senest er den danske islamkritiker Lars Hedegaard blevet afskåret fra at postere på Facebook, og det er sket uden nogen form for forklaring.

Det samme er sket for Steen Raaschou, der står bag hjemmesiden Snaphanen.dk, og som bringer en lang række af de historier, som vi kun sjældent læser om i de etablerede medier. Steen Raaschou har fået en måneds karantæne, fordi han netop kommenterede et af Lars Hedegaards sidste opslag, inden censuren satte ind.

Dette er kun nogle ganske få eksempler, men de har én afgørende ting til fælles, Tommy Robinson, Lars Hedegaard og Steen Raaschou.

Ingen af de tre har nogensinde overtrådt det pågældende lands lovgivning, hvad enten det drejer sig om Storbritanniens eller Danmarks. Der er derfor tale om censur af en selvbestaltet myndighed, der, hvad angår udlændingepolitik, ligger langt til venstre, i omegnen af Enhedslisten og Det Radikale Venstre herhjemme.

Og nej, det er ikke noget gyldigt argument, at der er tale om en privat virksomhed, der suverænt selv kan bestemme, hvem de vil lukke indenfor i varmen, og hvem de vil lukke ude. Dén mulighed forsvandt i selvsamme sekund, som Facebook fik et de facto monopol på de sociale medier med netop den form, som Facebook har.

At en stribe af de øvrige tech-giganter som Twitter, Youtube og Google begår den samme udemokratiske nedbrydning af den demokratiske samtale, understreger kun pointen, som er denne:

Facebook og andre sociale medier med et reelt monopol, fordi de er så store, må stilles over for et ultimatum fra politisk hold. Enten tillader de alle ytringer, så længe disse overholder det pågældende lands lovgivning, eller også må de tvangsopløses, som de amerikanske myndigheder for mere end 100 år siden tvangsopløste en række kæmpefirmaer som Rockefellers Standard Oil, fordi disse ødelagde den frie konkurrence.

Vil politikerne have viljen til dette? Svaret blafrer i vinden, men sikkert er det, at samme politikere pådrager sig et direkte medansvar ved stiltiende at acceptere, at den demokratiske samtale ødelægges af ikke mindst Facebook, der optræder som en censor, der er en totalitær stat værdig.