Sænk skuldrene, så bliver du den allerbedste far

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Projekt ”far for livet” – jeg havde aldrig hørt om det, før jeg forleden læste en artikel i Kristeligt Dagblad om en mand, der trods alle gode intentioner ikke kunne være en lige så moderne far, som han gerne ville. Og det var lidt samfundets skyld selvfølgelig og samfundets problem – tidligere tiders kønsroller reproduceres, fordi rollemodellerne for den moderne far mangler.

Åbenbart er der altså mange mænd, der går rundt og klynker lidt over ikke at kunne leve op til tidsåndens ideal om den moderne far, der dybest set handler om at udligne forskellen på far og mor så meget, at amningen snart kan overtages af far. Helt i tråd med tidens lighedsideologiske tyranni. Derfor findes projekt ”far for livet”.

Læs det lige igen, for allerede her går det galt: Far er ikke længere bare far – men ”projekt far”. Bag projektet står Forum for Mænds Sundhed, støttet af Nordea-fonden og har til formål at etablere Far-legestuer, lave kurser og undervisningsmateriale til læger, sundhedsplejersker og jordemødre, der skal blive bedre til at inddrage farmand i hele molevitten lige fra bækkenbundsløsninger og ammestueråd til vaccinationskort for at styrke relationen mellem far og barn.

De arme fallerede moderne fædre føler sig nemlig koblet af sundhedssystemet allerede for vordende fædre, fordi jordemoderen primært henvender sig til den gravide, og efter fødslen henvender sundhedsplejersken sig primært til mor. Ja, sjovt nok. Men der er en grænse mellem kønnene, der hverken kan eller må ophæves – en forskel, der i ligestillingens hellige navn ikke må overskrides. Det er et oprør mod vores skabelsesvilkår – vores dybeste bestemmelse som mennesker, som mand og kvinde. Og uanset hvor meget vi anstrenger os, kan forholdet mellem mor og barn – mor, der bar barnet, mærkede det lille hjerte slå i takt med ens eget moderhjerte – ikke konstrueres til at blive nøjagtig samme forhold som mellem barn og far. Uanset hvor progressiv og moderne far gerne vil være og traver rundt om søerne med gylp på skjorten, sorte rande under øjnene og kæmper med at opnå den tætteste relation til sit babybarn.

Det er virkelig vor tids socialkonstruktivistiske helvede, og selv om det er sjældent ømt, når mænd piver over at være spændt ud imellem rollen som moderne far og rigtig mand – så har jeg helt ærlig lidt ondt af dem. Jeg har set fædrene sidde ukomfortable i jordemoderens venteværelse, med svedige håndflader og ligne en hund i et spil kegler, fordi deres grænse er ved at blive overskredet.

Nej, de kan ikke sætte sig ind i den gravide kvindes skrøbelige sted, kravle ind i hendes mave og ængstelige hjerte – for bedre at forstå. Og for på sigt at leve op til idealet om den moderne far, der er tæt på sit barn. Det er et dødsdømt projekt, en konstruktion, der skal mislykkes. Det skal falde til jorden, og far skal blive fuldkommen forvirret af det. Og som den arme mand i artiklen konkluderede, så lever vi i en tid, hvor det er svært at få virkelighed og idealer til at hænge sammen. Ja, og det ødelægger os. Og projektet far, projektet barn eller projektet familie er et udtryk for det.

Vores liv kan ikke tåle, at vi lægger en ideologi ned over det – det går i stykker af det. Men hvordan kommer far så tæt på sit barn? Ja, kære moderne far – ved at sænke skuldrene og være mand, ganske enkelt. Drop fødselsforberedelsen, perlepladerne og det flettede hår – vær far, sådan helt umoderne og naturligt og nærværende: Tag arvingen med i haven og på fisketur, lær den at cykle og spille fodbold, grave huller i have, lave bål, bygge sæbekassebiler. Tag den lille ved hånden gennem det liv, der er dit. Ja, og det kan både piger og drenge være med til. Det afgørende er dig. Det altafgørende er kærligheden.