Grønlændere modtager kæmpe tilskud fra det EU, de for længst har meldt sig ud af
Det er lidt underligt, at grønlændere ikke vil være med i rigsfællesskabet og EU, mens de gladeligt skraber så mange millioner til sig, som de overhovedet kan komme afsted med.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Nu kan Grønland uden at være medlem af EU og midt i skilsmisseproces med det Danmark, som ellers er årsagen til Grønlands særstatus, se frem til endnu flere millioner fra fællesskabet.
I 1982 førte en folkeafstemning i Grønland til et exit fra EF. Grønland fik gode samarbejdsaftaler og befandt sig i en position, som var blevet styrket med en OCT-status (oversøiske lande- og territorier). Det kunne alt sammen lade sig gøre på grund af Danmarks medlemskab af EU (dengang EF). På den konto har Grønland i årene fremover modtaget mange millioner euro. Og nu kan Grønland altså uden at være medlem af EU og på trods af en kurs væk fra Danmark, som ellers er årsagen til denne særstatus, se frem til endnu flere millioner euro.
Hvis Grønland beslutter sig for at blive enten et amerikansk territorium eller en kinesisk vasalstat i stedet for at blive i rigsfællesskabet, så forsvinder alle tilskud, herunder EU-støtte og bloktilskud. Grønland får tilskuddet fra EU på grund af det danske rigsfællesskab. Danmark betaler desuden mere end 57 pct. af det grønlandske statsbudget.
Det kan rent teknisk ikke kan lade sig gøre at realisere grønlandsk selvstændighed uden at kaste grønlændere for løverne af de sultne stormagter. Og uden at give afkald på de mange støtteordninger, som rigsfællesskabet forsyner Grønland med.
Grønland kunne desuden overveje at blive medlem af EU. I hvert fald burde man undersøge, om et medlemskab vil øge levestandarden og give adgang til endnu flere ressourcer. Det er lidt underligt, at grønlændere ikke vil være med i vores fællesskaber (rigsfællesskabet og EU), mens de gladelig skraber så mange millioner til sig, som de overhovedet kan komme afsted med.
Grønland modtager igen støtte fra EU. Foto: Privat