Fortsæt til indhold
Kommentar

Danske prioriteter bliver svigtet i EU

Med budgetforliget har EU neddroslet ambitionerne om at sikre kontrol med EU’s ydre grænse. Jeg har hele tiden ment, at vi har behov for at opruste EU’s grænsebevogtning her og nu. Men med budgetaftalen må vi vente syv år, før EU’s grænsekorps er helt på plads. Det er et svigt.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Da EU-landenes forhandlinger om et EU-budget og en 5.600 mia. kr. stor genopretningspakke sluttede forleden, udskrev man samtidig en kæmpe regning til lønmodtagerne. Danmark skal de næste syv år bidrage med 4,5 mia. kr. mere om året til EU. Dertil kommer den ekstraregning for fælles lån, som fremtidige generationer bliver bundet til frem til 2058.

Det er sådan set positivt, at EU-landene blev enige, og vi nu kommer videre. For der er behov for at begynde genopretningen af den europæiske økonomi. Danmark er et lille åbent land, som lever af at handle med andre lande. Derfor er det skidt for vores virksomheder og økonomi, når vores nærmeste handelspartnere ligger økonomisk underdrejet.

Derfor er jeg sådan set enig i, at vi skal give en hjælpende hånd til de lande, som har behov. Men jeg mener ikke, det er rimeligt, at Danmark skal betale for lande, som har svigtet chancerne for at skabe en sund økonomi, uden nogen nævneværdige modkrav. Derfor kan jeg kun erklære mig 100 pct. enig med fagforeningsbossen Lizette Riisgaard, som forleden sagde i Jyllands-Posten, at danske skatteydere ikke skal betale for skattelettelser i Italien. Den direkte støtte tilskynder ikke landene til at gennemføre helt nødvendige reformer af samfundet, og derfor kan EU’s gummiarm over for de sydeuropæiske lande på sigt vise sig at blive dyr for danske lønmodtagere.

Det samme må man sige om EU’s svigt af kontrollen med de ydre grænser. Selv om både EU-Kommissionen og EU-landene har lovet vælgerne væsentlig øget grænsekontrol, så skinner det ikke igennem i det nye budget. I forhold til EU-Kommissionens oprindelige budgetforslag til grænse- og migrationsområdet er forliget i den nye aftale beskåret med en tredjedel. Det er en forkert prioritering i lyset af den opgave, som EU skal løfte. Både EU og den danske regering har opgivet at stille 10.000 grænsevagter i 2024. Det, mener jeg, er dybt bekymrende.

For selv om man må forstå, at det var en høj prioritet både hos den danske regering og i resten af EU, så blev det alligevel nedprioriteret, som budgetforhandlingerne skred frem. Jeg har hele tiden ment, at vi skal sikre det 10.000 mand store grænsekorps allerede nu, så der ikke lige pludselig går hul på Europa igen. Men konsekvensen af forliget i EU er, at vi skal vente helt til 2027 – syv år – før vi kan være sikre på, at grænsen bliver lukket. Da en millioner migranter og flygtninge i 2015 brød grænserne og strømmede op gennem Europa, svigtede EU sin opgave. Nu risikerer vi, at det sker igen.

Der er også andre områder, hvor man kunne have ønsket sig mere og bedre. F.eks. har man svækket ambitionerne på forskningsområdet. Migrationsindsatsen er blevet nedprioriteret. Alt sammen noget, man kunne have prioriteret ved at skære på f.eks. samhørighedsfonde og på kulturprojekter, som jeg mener er en national opgave. Og nogle af de høje grønne ambitioner kommer til at ske på bekostning af dansk landbrugs konkurrenceevne – en sektor, som ellers er afgørende for dansk økonomi. Det bliver lidt teknisk, men i grove træk frygter jeg, at Danmark bruger en masse af landbrugssektorens midler til at presse på for en grøn omstilling, mens Frankrig svigter den selvsamme opgave. Det vil skade danske landmænd og flytte danske arbejdspladser ud af Danmark, helt uden at det samlet set kommer hverken klima eller miljøet i EU til gavn.

Dansk medlemskab af EU er grundlæggende positivt for Danmark. Men det ændrer ikke ved, at vi skal sikre, at EU-samarbejdet er rimeligt, og at danske lønmodtagere kan se fordelen ved det. EU’s nye budget og genopretningspakken har svigtet vigtige danske prioriteter, og derfor må vi arbejde for at sikre, at de penge, der er, bliver brugt bedst muligt. Ellers risikerer vi at sætte opbakningen over styr.