Fortsæt til indhold
Kommentar

Danmark bør ikke indføre krav om mundbind

Hverdagen skal ikke sygeliggøres mere end højst nødvendigt

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I størstedelen af Europa er mundbind ved at være et krav, når man bevæger sig udenfor sin egen matrikel. I nogle lande skal man tage mundbind på i butikker - andre steder, som eksempelvis Spanien, så skal det være på hele tiden. Og politiet holder nidkært øje med, om der er nogen, som formaster sig til at tage det af.

I denne sommer har jeg selv oplevet forskellige grader af brugen af mundbind fra den milde udgave i Tyskland til den stramme variant i Spanien.

Min oplevelse er, at det er et enormt indgreb i ens frihed og det sygeliggører vores dagligdag. Ferien er i hver fald blevet mindre afslappende, når det er forbundet med vanskeligheder med at få ilt nok til hjernen. Omvendt må mængden af mine røde blodlegemer balancere på kanten af dopinggrænsen.

Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke brugen af mundbind. Det forhold bør være afgørende for, at politisk pres og mavefornemmelser ikke ender med en politisk beslutning om krav om brug af mundbind. Hvis kravet var blevet indført, da epidemien var på sit højeste så fair nok, men nu hvor antallet af smittede er lavt, så virker det temmelig omsonst. Der skal i hvert fald være klokkeklare sundhedsfaglige argumenter til stede og ikke kun politiske synsninger.

Den største fare ved indførelse af mundbindskrav er imidlertid, at det er let at indføre, men svært at afskaffe. Det så vi vi i forhold til de tiltag, som blev indført efter 11. september 2001. Hvor mange af dem er blevet rullet tilbage, eller udsat for en kritisk evaluering? Ikke mange.

Frygt og falsk tryghed er en farlig cocktail, hvis vi ønsker et samfund og en dagligdag, hvor vi kan leve i frihed. Desværre er det netop den blanding, som ligger og skulper rundt blandt de mange tiltag, der er sat i værk for at undgå spredningen af smitte. Den problemstilling bør fylde meget mere i regeringens bevidsthed før, at der indføres nye vidtgående tiltag som eksempelvis krav om mundbind.