68 år er mere end rigeligt
Til efteråret planlægges det at hæve pensionsalderen yderligere, men det går ikke.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Til efteråret forhandler politikerne om at hæve pensionsalderen yderligere til 69 år. Forslaget giver mig og mine kollegaer udsigt til at knokle 50 år på arbejdsmarkedet med slidte hofter og knæ, arbejdsskader og et uværdigt seniorliv til følge. Et gammelt ordsprog lyder: Man kan ikke klippe håret af en skaldet. I stedet for at stramme skruen yderligere og piske danske arbejdere, bør vi acceptere, at vi skal have ret til at takke af efter mange års tjeneste på arbejdsmarkedet og fortsat kan se frem til en værdig alderdom.
Jeg er glad for mit job. I hvert fald for det meste. Én af fordelene ved at være murersvend er den unikke udsigt fra toppen af stilladset. Det var også tilfældet en kold vinterdag, hvor jeg murede boliger med min kollega mellem tredje- og fjerdesals højde.
Med vinterklar udsigt over Øresund udbrød min kollega: ”Hva’ faen, Louis! Har du set, at Svend har fødselsdag?”. Jeg svarede: ”Så bli’r han jo 70 år”, mens jeg nød glæden ved et godt stykke arbejde og en god udsigt. Da Svend er vores gode kollega, en vi har delt mange byggepladser med, ringer jeg straks til ham for at ønske ham stort tillykke med den runde fødselsdag. Han svarede i røret: ”Tusind tak skal du have. Men jeg havde godt nok ikke regnet med, at jeg i dag skulle stå på byggepladsen, da jeg for 50 år siden tog mit svendebrev”. Stemmen antydede et stænk af eftertænksomhed.
Svend fik dog en velfortjent, flot 70-års fødselsdag ude på byggepladsen, hvor mange kollegaer kiggede ud. På behørig vis var der både bøfsandwich og en enkelt lys øl. Jeg mødte første gang Svend for små 11 år siden. Et par måneder efter, jeg tjekkede ud fra byggepladsen, blev Svend 60 år. Dengang blev det selvfølgelig også fejret med både tørt og vådt, men det var samtidigt også lidt vemodigt; for når kollegaer runder 60 år, så går man tit ud fra, at chancen for at skulle gå på plads sammen igen formindskes kraftigt. Sådan er det så ikke gået med Svend, og vi har haft - og har stadig - gode pladser at arbejde på sammen.
Dem der bliver ved lige så længe som Svend er da legendariske. De findes, bliver bemærket og afkræver altid et respektfuldt ”hold-nu-fest-hvor-I-kan”.
Sidste sommer var jeg inden for kort tid i kontakt med to kollegaer, uafhængigt af hinanden, der begge var midt i 60erne og nu gerne ville stoppe. De havde været i gang siden 1970’erne, og nu måtte det være nok. De ville gerne stoppe, mens kroppen stadig kunne noget, så derfor skulle det være slut nu.
Jeg håber, at jeg ligesom Svend er frisk og stærk i krop og sind, når jeg rammer 72,5 år, som min pensionsalder er estimeret til. Men til den tid har jeg til gengæld også været i gang på arbejdsmarkedet i over lige knap 56 år, og der er absolut ingen garanti for, at jeg kan sige mig fri for ondt i ryg og skuldre, nedsat arbejdsevne eller slidte knæ og hænder.
Faktisk tror jeg, at vi er mange, der på tværs af brancher kan se hinanden i øjnene og sige, at vi har set alt for mange eksempler på kollegaer, der var brugt op længe før den alder. Og der er ingen lykke i først at stoppe, når man er brugt helt op. Lad os nu få en værdig tilbagetrækningspolitik.